Herlev Kommune vil også spare på strømmen
Nu melder Herlev Kommune sig ind i kampen om at spare på energien i det offentlige efter torsdagens pressemøde i Klima-, Energi og Forsyningsministeriet.
Senest 1. oktober skal temperaturen i offentlige bygninger så vidt muligt sænkes til 19 grader. Al udendørs belysning på offentlige bygninger skal slukkes, og så skal fyringssæsonen forkortes. Det var nogle af de store budskaber, da Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet torsdag holdt pressemøde.
LÆS OGSÅ: Åbner for viden-skab fyldt med leg og læring
I dag fredag melder Herlev Kommune sig ind i kampen om at spare på energien. Det sker til en start ved at reducere belysningen ved rådhuset og i trappetårnene på rådhuset, oplyser kommunen på sin hjemmeside. Der er nu lys tændt i tidsrummet kl. 6.30 til 18.30 i stedet for som tidligere kl. 5.00 til 22.00. Målsætningen er, at belysningen på rådhusets gangarealer skal reduceres med 50 procent, oplyser man og tilføjer, at kommunen arbejder på en større spareplan, som dækker hele kommunen.
Lukket for gassen
De energibesparende tiltag kommer i kølvandet på krigen i Ukraine, som har medført, at Rusland har lukket for gassen til vesten. Det har skabt høje energipriser, hvilket bliver en udfordring nu, hvor vejret bliver koldere og efteråret banker på døren.
Der er lukket for kommentarer