Herlev Bladet

Herlev ligger i bunden hvad angår konfirmationer

En ny kortlægning viser, at Herlev ligger tredjesidst på listen over antal konfirmander i landet.

Godt en tredjedel (34,02 procent) af de unge i konfirmationsalderen i Herlev vælger at bekræfte deres dåb, når de rammer 7. eller 8. klasse (13-15-årsalderen, red.). Det viser en ny kortlægning af Lavendla Begravelse, som oplyser, at tallene er fra 2024 og baseret på Danmarks Statistik.

Herlev ligger dermed tredjesidst på listen over andelen af konfirmander i landets kommuner. Kun Ishøj (24,61) og Albertslund (33,7) ligger lavere, mens Tønder er i top med 86,96 procent.

På landsplan var det 64,6 procent i 2024, der valgte at bekende deres tro, hvilket er et fald i forhold til 2008, hvor tallet lå på 70,6 procent.

Det fremgår af pressemeddelelsen fra Lavendla Begravelse, at der ses et skel mellem land og by, hvor der særligt i og omkring de større byer er færre, der konfirmeres.

LÆS OGSÅ: Herlev har sit eget hjemmeværnskompagni

Om kortlægningen
Kortlægningen er lavet på baggrund af en optælling af antallet af konfirmationer i de danske sogne i 2024. I de tilfælde hvor et sogn hører til flere kommuner, er antallet af konfirmationer i sognet fordelt ligeligt på de givne kommuner.

Disse tal er holdt op imod “konfirmandårgangen” i kommunerne. Konfirmandårgangen er opgjort på samme måde, som folkekirken gør det. Da der er geografiske forskelle på, hvorvidt man konfirmeres i 7. eller 8. klasse, betyder det konkret, at summen af 13-, 14- og 15-årige (den typiske alder for børn i 7. og 8. klasse) er divideret med 3 for at finde konfirmandårgangen for 2024 på landsplan og i kommunerne.

Begge tal stammer fra Danmarks Statistik.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!