Herlev Bladet

Herlev med i toppen af kommuner der står for den bedste svømmeundervisning

Ny undersøgelse kortlægger og giver landets kommuner point efter, hvor godt de klarer svømmeundervisning i grundskolen. Herlev Kommune er blandt de 30 procent, der får flest point.

Det kan godt være, at Herlev Kommune ikke lægger ud til havet eller har en stor sø, som folk kan bolte sig i, men noget tyder på, at kommunens to svømmehaller også kan noget. I hvert fald er kommunen blandt de 30 øverste procent af landets kommuner, som vurderes at klare sig bedst, når det gælder deres tilbud om svømmeundervisning i grundskolen. Det afslører en ny undersøgelse, som SvømDanmark, DGI, Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag, fremgår det af en pressemeddelelse.

Undersøgelsen, som også kortlægger danskernes svømme- og livredningsevner, har de lavet i forbindelse med udsendelsen af 'nationale anbefalinger om nødvendige færdigheder, hvis man skal færdes ved og i vandet'.

Langt over landsgennemsnittet

Resultatet for Herlevs vedkommende tager udgangspunkt i spørgsmål om, hvorvidt alle elever bliver tilbudt svømmeundervisning i deres grundskoleforløb, hvor lang tid de tilbringer i vandet og om livredning indgår som en del af svømmeundervisningen. Samlet får Herlev 73 point (maksimum er 100) mod Region Hovedstadens 59 og hele landets ligeledes 59 point i gennemsnit.

Sammenligner man med de andre kommuner i Region Hovedstaden er det kun Gladsaxe (78), Allerød (77) og Hørsholm (74) kommuner, der får flere point end Herlev. Rødovre og Lyngby-Taarbæk får også 73 point.

Brug for anbefalinger

Det fremgår af pressemeddelelsen, at undersøgelsen og de nationale anbefalinger (se ned.) er sat i søen for at klæde danskerne på til i højere grad at kunne færdes trygt i vandet. Der er nemlig plads til forbedring, viser det sig. Ifølge undersøgelsen er der hvert år cirka 700 drukne- og vandhændelser i Danmark, hvor der er behov for en ambulance, og hvor det i 10-15 procent af tilfældene ender med druknedød. Det er blandt andet det, som de nationale anbefalinger skal forebygge.

Af samme grund er det planen, at de skal integreres i svømmeundervisningen i grundskolen, fordi en ny befolkningsundersøgelse fra TrygFonden viser, at en tredjedel af de 7-10-årige ikke kan svømme uden hjælpemidler, og at halvdelen af alle voksne ikke kan svømme 200 meter. Derudover føler kun omkring en tredjedel af befolkningen (36 procent) sig i stand til at redde andre, hvis de er i nød i vandet.

FAKTA: Skolesvømning i Danmark

  • 82 pct. af de danske grundskoler tilbyder svømmeundervisning til eleverne – typisk i 4. og/eller 5. klasse.
  • På 65 pct. af de skoler, som tilbyder svømmeundervisning, indgår livredning i undervisningen.
  • De fleste skoler (85 pct.) strukturerer skolesvømningen som én undervisningsgang om ugen.
  • 80 pct. af kommunerne bistår skolernes svømmeundervisning – typisk ved at dække udgifter til transport og leje af svømmehal og ved at hjælpe med skemaplanlægning i forhold til booking af svømmehal.
  • 18 pct. af skolerne oplever udgifter til transport, leje af svømmehal eller lang transporttid som barrierer for at tilbyde alle elever svømmeundervisning.

Kilde: 'Skolesvømning i danske grundskoler' 2026, foretaget af Epinion for TrygFonden

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Powered by Flash ApS