Herlev-trænere før kvartfinaler: SønderjyskE er blevet klart bedre
Efter et imponerende grundspil er Metal Ligaens nummer to Herlev Eagles klar til at møde nummer syv SønderjyskE i kvartfinalerne, en modstander der er blevet bedre på det seneste ifølge Herlevs trænere.
Efter det mest imponerende grundspil i 42 år, hvor de endte på andenpladsen, er Herlev Eagles klar til kvartfinalerne i det danske mesterskab i ishockey.
Og nu er det knald eller fald, og uanset om de har gjort det godt gennem 48 kampe, kan sæsonen være helt forbi, hvis de samlet taber til SønderjyeskE, der endte som nummer syv, og som Herlev på andenpladsen derfor skal møde.
Foråret kommer med slutspillet. Det er den bedste del af sæsonen
Forbedret efter trænerskift
Herlev Eagles fik med 94 point 30 point mere end sønderjyderne i Metal Ligaen, og i løbet af sæsonen vandt Herlev fire ud af de seks kampe mod SønderjyskE.
Herlevs cheftræner Martin Gudmondsson forventer dog nogle særdeles lige kvartfinaler, og han oplever, at SønderjyskE har forbedret sig de seneste måneder.
»Siden de skiftede træner for halvanden måned siden, har holdet spillet rigtig godt, og de er godt på vej. I de seneste 10 kampe er vi stort set lige i ligaen. De har fundet en styrke, så de er blevet bedre til at forsvare og er blevet mere effektive i angrebet,« siger han om den kommende modstander, som de skal spille bedst ud af syv kampe mod.
SønderjyskEs gode stime i sæsonen understreges også af, at Herlev tabte det seneste møde i Vojens med 2-6 i februar.
»Vi havde en dårlig start der sidste gang, hvor vi var bagud 3-0 efter 10 minutter, men det er historie nu. Nu er vi i en ny del af sæsonen, og det bliver svært for begge hold,« siger han og nævner samtidig, at han ikke havde ønsket sig en anden modstander.
»Du skal kunne slå alle, hvis du vil nå langt i slutspillet,« fastslår han.
»SønderjyskE spiller godt lige nu, og de er særligt stærke på hjemmebane,« supplerer assistenttræner og general manager Guillaume Doucet.
Struktur uden for banen
Midt i respekten for SønderjyskE skal det ikke glemmes, at Herlev Eagles har haft en forrygende sæson og går ind til kvartfinalerne med selvtillid.
I grundspillets sidste kamp blev det til en 6-0 sejr over Frederikshavn.
For Martin Gudmondsson handler de gode resultater om et arbejde både på og uden for banen i en længere periode.
»Vi har været konsekvente de sidste par år i den måde, vi har udviklet strukturen på, og vi har ændret mange ting i kulturen omkring træning. Samtidig har vi fået flere danske spillere i truppen, og vi har en god blanding af yngre og ældre spillere. Det er ikke sket over en nat, der har været mange ting at ændre, siden jeg begyndte for to og et halvt år siden, og vi har fulgt planen dag for dag,« siger han.
Inden denne sæson skete der en del ændringer uden for banen. Blandt andet blev Guillaume Doucet general manager, på dansk nærmest en sportschef med ansvar for køb og slag af spillere, samtidig med han er assistenttræner, og ishockeylegenden Kim Staal blev også en del af trænerteamet, da han kom hjem til Herlev.
»Jeg har fået ansvaret for at rekruttere, og det er noget, jeg har gjort før, og samtidig har Kim i trænerteamet gjort det meget nemmere for mig ved at tage et stort ansvar. Det er virkelig et godt setup, vi har med tre trænere på bænken og til at udvikle idéer sammen,« siger Guillaume Doucet.

Den sjove del af sæsonen
Efter det imponerende grundspil med hele 48 kampe kunne nogen måske få den tanke, at Martin Gudmondsson og Guillaume Doucet kunne ønske sig, at sæsonen sluttede nu med sølvmedaljer, og de ikke skulle risikere at opnå en dårligere placering ved at tabe enten kvart- eller semifinaler. Men sådan ser de ikke på det, slutspil er en del af sjælen i ishockey.
»Det er den sjove del af sæsonen. Vi er så vant til det, og nu er vi i den del, hvor kampene bare skal vindes. Det er noget, vi ser frem til i god tid. Det er et langt maraton, men det er ikke besværligt, og vi har den fordel, at vi har flere hjemmekampe,« siger Martin Gudmondsson med henvisning til, at det bedst placerede hold er sikret fire ud af syv hjemmekampe i kvartfinaler, semifinaler og finaler.
Derudover mener han også, at den gode sæson giver Herlev et godt rygstød til de afgørende kampe.
Guillaume Doucet sætter slutspillet sammen med årstidernes skiften.
»Foråret kommer med slutspillet. Det er den bedste del af sæsonen,« siger han med et smil.
Herlevs første kvartfinale mod SønderjysjkE er på hjemmebane 13. marts klokken 19.30. Det er den første af syv kampe mellem klubberne frem til 27. marts. Det kan dog stoppes inden, hvis et af holdene har opnået fire sejre.
LÆS OGSÅ: Ishockey - en sport i fremgang

Der er lukket for kommentarer