Herlevborger i Washington har skrevet en klumme om SKAM

Washington D.C. January 11, 2026

Der vil altid være nogen, der mener, at magt er ret. At USA bør annektere Grønland, alene fordi det kan. At USA intet skylder Danmark, og at den grønlandske befolkning blot kan fordrives, mens mineselskaber plyndrer verdens største ø for dens rigdomme. Det er ikke dem, jeg oftest møder på denne side af Atlanten. Heldigvis.

Tag nu, lad os kalde ham Mr. Olson, en af mine naboer her i Washington D.C. En pensioneret jurist med danske aner. Et liv viet til paragraffer, procedurer og den regelbaserede verdensorden, og nu pludselig fortvivlet over præsident Donald J. Trump, som uden omsvøb siger, at han blæser på folkeretten og bare vil have Grønland. ’Hvad skal jeg sige til familien næste gang jeg besøger Danmark?’

Spørgsmålet falder lavmælt, næsten undskyldende, som om det i sig selv er en overtrædelse at stille det. Hans stemme bærer en sprække af noget, der minder om sorg, måske skam. Han spørger ikke efter et svar. Han spørger for at høre spørgsmålet sagt højt, for at dele byrden med en nabo fra Danmark. Som om ordene bliver lettere at bære, når de ikke står alene.

Eller en af mine forhenværende kolleger, hvis oldefar emigrerede fra Anholt til Amerika. En af de bedste analytikere af amerikansk politik og en omvandrende encyklopædi over Anholt – dens barske natur, og dens stædige isolation. Altid klar med historien om dengang for tyve år siden, da han mødte Danmarks kronprins: ’Such a nice guy, and so unassuming!’

Han sagde det med et smil, som om han stadig ikke helt forstod, hvordan kongelige kan være så almindeligt menneskelige, så venlige og uprætentiøse. 

dem jeg møder, skammer sig over den uret, der begås mod Danmark, og de løgne, der spredes om en loyal allieret. Skammen er ikke højlydt, den er tung. Den sætter sig i kroppen, i samtalerne, i pauserne

Nu må det være præsidenten, han ikke forstår. Hvordan skal han kunne kigge danske studerende i øjnene, når han næste gang gæsteforelæser på et dansk universitet – hvis der overhovedet bliver en næste gang? 

Eller den hovedrige sponsor fra New York, som lyste op første gang jeg mødte ham til et fundraising-arrangement tilbage i 2013, da jeg sagde, at jeg var fra Danmark. ’Landet som hjalp sine jøder over sundet til sikkerhed i Sverige,’ indskød han, og jeg nikkede.

Nu siger han til mig: ’Denmark deserves better friends.’ Ja, Danmark fortjener bedre venner. Ordene hænger i luften som en sørgmodig erkendelse af, at noget grundlæggende er ved at gå i stykker.

Og så er der de amerikanske officerer og militære planlæggere, som jeg gennem mit professionelle virke har været tæt på. Mennesker, der altid har lovprist danske soldater og officerer, som kæmpede skulder ved skulder med amerikanske soldater i Afghanistan, Irak og alle de andre steder, Amerika bad om dansk assistance. De talte om professionalisme, loyalitet og mod – om et fællesskab, der rakte ud over flag og politiske vinde. Jeg har ikke mødt dem de seneste par uger, men mon ikke de tænker det samme? Mon ikke også de sidder med en knude i maven, med følelsen af, at Amerika er ved at begå uret mod en allieret, som altid stillede op?

Der er også kollegerne her i byen, som med et nervøst blik spørger: ’Hvordan er stemningen i Danmark?’ eller ’Hvad siger de om os?’ Spørgsmålene er pakket ind i høflighed, men under overfladen ligger frygten for at være blevet noget, man ikke længere kan forsvare. 

Ja, dem jeg møder, skammer sig over den uret, der begås mod Danmark, og de løgne, der spredes om en loyal allieret. Skammen er ikke højlydt, den er tung. Den sætter sig i kroppen, i samtalerne, i pauserne mellem ordene. Og nu også, i Herlev Bladet af en skamfuld dansk-amerikaner.

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.