Herlevs borgmester anede intet om stor afspærring
Herlev Kommune erkender, at de ikke havde orienteret borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) om spærringen af til- og frakørslen i Musikkvarteret, inden beslutningen blev truffet.
‘Vi lykkes med meget, men i den konkrete sag har kommunikationen internt ikke været god nok, og borgmesteren skulle have været orienteret tidligere.’
Det skriver Helle Lagersted, der er leder i Center for Teknik og Miljø, i en mail til Herlev Bladet. Herlev Bladet har bedt om et mundtligt interview, men det har Helle Lagersted afvist.
I mailen erkender hun, at forvaltningen ikke havde gjort borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) bekendt med spærringen af til- og frakørslen i Musikkvarteret, inden beslutningen var blevet truffet mellem forvaltningen og Hovedstadens Letbane.
‘Det er vi selvfølgelig ærgerlige over,’ skriver hun yderligere.
Manglende dialog
Den 12. marts modtog beboerne i Musikkvarteret et brev fra Hovedstadens Letbane, hvor der stod, at til- og frakørslen i Musikkvarteret ville blive lukket, når Herlev Ringvej skulle spærres af for al trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade fra den 21. marts.
Efterfølgende væltede det ind med henvendelser til især borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) fra frustrerede beboere i Musikkvarteret.
»Jeg blev først gjort opmærksom på det, da jeg fik henvendelser fra folk søndag aften (den 12. marts, red.) om, at man ville lukke Kantatevej af. Hvis jeg havde vidst på forhånd, at de (Hovedstadens Letbane og forvaltningen, red.) ville gøre brug af denne her løsning, havde jeg protesteret med det samme,« sagde Thomas Gyldal Petersen til Herlev Bladet den 14. marts.
Ifølge leder i Center for Teknik og Miljø Helle Lagersted er årsagen til den manglende orientering, at:
‘Ved et så stort projekt er der løbende møder, overvejelser og der bliver truffet beslutninger, som borgmester, udvalg og kommunalbestyrelsen ikke deltager i,’ skriver Helle Lagersted.
LÆS MERE: »Jeg er rasende over letbanens håndtering af det her projekt«
Har du kommentarer til denne historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer