Herlev Bladet

Herlevs borgmester takker af: “Jeg forlader verdens bedste job”

Herlevs borgmester gennem 13 år, Thomas Gyldal Petersen(A), har besluttet ikke at genopstille til kommunalvalget i november 2025 Han vil anmode om at udtræde af Herlev Kommunalbestyrelse ved årsskiftet.

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), gennem 13 år stopper til nytår. Det fortæller han til Herlev Bladet. Men hvorfor nu?

»Jeg kan ikke forstille mig noget finere end at være borgmester i den by, som jeg holder allermest af. Det ansvar, man løfter som borgmester, føles til tider tungt, og med tiden bliver det tungere og tungere. Derfor har jeg over de sidste par år haft den tanke i hovedet, at hvornår er det det rigtige tidspunkt at stoppe. Når man sidder på tigeren og det hele kører derudad, så skyder man beslutningen, og nu er der et år til valget, og Socialdemokratiet skal beslutte, hvem der skal være deres spidskandidat, og derfor skulle jeg træffe en beslutning om, jeg skulle tage fire år mere,« forklarer borgmesteren, som kom frem til, at det skulle han ikke.

»Der har balancerne været sådan, at føler jeg, at jeg har mere at give til Herlev? Hvad består opgaverne af?,« siger han og uddyber, at det blandt andet handler om en ny folkeskole, som skal stå færdig i 2030.

Når man sidder på tigeren og det hele kører derudad, så skyder man beslutningen, og nu er der et år til valget

»Dem, der skal køre det i mål, skal være dem, der tager over, og jeg synes, der er gode kræfter i vores parti, som kan løfte opgaverne godt, så derfor har jeg valgt personligt at sige, at jeg forlader nu verdens bedste job. Det er et godt tidspunkt for mig at give stafetten videre. Herlev står stærkt, det er jeg tryg ved, og så glæder jeg mig til at bruge mig selv på andre måder uden for livet som folkevalgt. Jeg glæder mig også til et liv, hvor jeg har flere weekender fri, for arbejdet som borgmester er et 24/7- arbejde, og de timer, hvor jeg ikke er til møder, så er ens hoved alligvel på arbejde. Jeg er stadig under 50 år og er endnu ung, og jeg vil også gerne have mere tid til min familie, mine børn og  børnebørn,« påpeger Thomas Gyldal Petersen (S), der dermed også lægger den nykomne titel som KL-næstformand fra sig.

Snarlig afklaring på fremtid

Politik har jo fyldt meget af dit liv i mange år og har vel nærmest været en livsstil, hvad skal du så nu?

»Det har jeg en forventning om, at jeg finder ud af i december eller starten af det nye år,« siger han.

Kan du helt udelukke, at det ikke kommer til at handle om politik?

»Jeg kommer ikke til at arbejde på Christiansborg eller stille op til andre valg, men jeg håber at kunne bruge noget af det, jeg har lært, som ligger omkring organisation, ledelse og politik, og det glæder jeg mig til at udforske,« lyder det.

Hvad skal der ske med dit arbejde i Socialdemokratiet?

»Privat er jeg medlem af Socialdemokratiet, og det bliver jeg ved med at være. Jeg bliver også ved med at deltage på generalforsamlinger og hjælpe med at hængeplakater op og dele pjecer ud,« tilføjer han og nævner, at det nu er op til den socialdemokratiske gruppe at finde ud af, hvem der skal tage over efter nytår, og hvem der skal være ny spidskandidat.

I parentes kan bemærkes, at Lars Mann Pedersen, der har siddet lige så længe som borgmesteren i kommunalbestyrelsen, nemlig 27 år, er 1. viceborgmester.

Ærgerligt med plejecenter

Når man har siddet så mange år i kommunalbestyrelsen, er det måske også tid til at evaluere.

Hvad har du været mest glad for i perioden?

»Jeg har været glad for det hele, alle årene. Jeg har været stolt af at være en del af Kjeld Hansens hold som udvalgsformand, men det er klart, at det, der er længst fremme nu, er mange af de ting, jeg har stået i spidsen for som borgmester. Jeg er vanvittig stolt af, at vi bragte Herlev sikkert igennem Finanskrisen for 10 år siden. Det var en kæmpe opgave, og Herlev er i dag et demografisk og økonomisk meget bedre sted, end vi var. Det er fundamentet for fremtidens Herlev, og jeg er stolt af, at vi har kunnet løfte bevillinger til den lokale velfærd og skabe bedre rammer til et stærkt lokalt velfærdssamfund med stærke fælleskaber.«

Først og fremmest så håber jeg, at jeg fortsat er Thomas fra Malurthaven og Thomas fra Herlev, og så håber jeg, at folk stadig vil hilse pænt på mig, og at vi kan få en snak om vind og vejr

Hvad ærgrer du dig over?

»Jeg ærger mig over, at vi ikke fik lovgivning tilpasset, så Hammergården (plejecenter, red.) allerede nu var under opførelse, og jeg ærger mig over, at letbanen er forsinket, men jeg glæder mig til åbningen,« siger Thomas Gyldal Petersen (S).

Har gjort regnebrættet op

Hvad kommer du til at savne?

»Først og fremmest så håber jeg, at jeg fortsat er Thomas fra Malurthaven og Thomas fra Herlev, og så håber jeg, at folk stadig vil hilse pænt på mig, og at vi kan få en snak om vind og vejr. Jeg føler, at jeg har knyttet relationer til borgerne i byen og ikke kun som borgmester. Jeg kommer også til at savne samarbejdet med rigtige dygtige mennesker på direktionsniveau og langt ud i organisationerne. Dialogen med dem og være med til at irammesætte deres arbejde endnu bedre. At udvikle ting sammen med dem. Og så kommer jeg til at savne mit samarbejde ind og ud af Christiansborg og KL, hvor jeg har brugt meget tid på at arbejde for Herlevs interesser,« lyder det fra borgmesteren, der også nævner sine kollegaer gennem mange år i kommunalbestyrelsen, ja nærmest hele perioden, så som Lars Mann (S), Henrik Hilleberg (C) og Bo Zabel (S).

Jeg har mødt skulderklap, kram, smil, og selvom det ikke er alle borgere, der er enige med mig, så har der været en gensidig respekt og anerkendelse

Hvad vil du gerne sige til herlevborgerne, som du jo har repræsenteret og arbejdet for gennem mange år?

»Jeg vil gerne sige tak til herlevborgerne, og det er med et stort udråbstegn. Jeg har oplevet i alle mine år i lokalpolitik, særligt i de 13 år som borgmester, en enestående opbakning. Jeg har mødt skulderklap, kram, smil, og selvom det ikke er alle borgere, der er enige med mig, så har der været en gensidig respekt og anerkendelse. Jeg er dybt taknemmelig for de 13 år og 27 år, som jeg altid vil have med mig som enestående år i mit liv. Jeg føler, jeg har givet mine bedste år til Herlev og mit parti. Det var også de år, hvor mine børn var små, og min familie har betalt prisen for, at jeg var fraværende. Så nu har jeg gjort regnebrættet op og givet tilsvarende tilbage, og nu kan man sige, at spillet er uafgjort,« vurderer borgmesteren, der altså er Herlevs frontmand lidt endnu.

LÆS OGSÅ: Pressemeddelelse fra Herlev Kommune

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!