Herlevs borgmester udgiver debatbog: “Jeg tror ikke på mirakler"
Marco Damgaard (S) debuterer som forfatter og har skrevet en bog om sin tid som skoleleder i Tingbjerg, og hvad det var, der fik flyttet et helt samfund med skolen i centrum i en positiv retning.
Det var ikke, fordi den 40-årige Herlev-borgmester, Marco Damgaard (S), manglede noget at lave i foråret, hvor hovedparten af hans nye bog 'Miraklet i Tingbjerg' er skrevet. På det tidspunkt var han nemlig næsten lige blevet ny borgmester og havde travlt med besøge diverse foreninger, institutioner og virksomheder i Herlev for at vise flaget som ny mand på posten. Han fik da også en del hjælp af sin gode ven, kommunikationsrådgiver Søren Gisselmann, som faktisk var ham, der for godt et år siden havde opfordret til at skrive bogen.
»Det er jo lidt angstprovokerende at sætte sig ned og putte noget på skrift og sige, at det jeg mener, det jeg har oplevet, det jeg synes, er så relevant, at andre også bør læse det,« indleder Marco Damgaard (S), da Herlev Bladet møder ham til en snak om debuten som forfatter, men også om timingen, for er udgivelsen af en debatbog op til et kommunalvalg en tilfældighed? Mere om det senere - først til bogens titel 'Miraklet i Tingbjerg'.
Det er store ord, hvad er det for et mirakel?
Ikke et mirakel
»Jeg tror ikke på mirakler, så jeg tror jo heller ikke på, at der er sket et mirakel i Tingbjerg,« slår borgmesteren først og fremmest fast, men beskriver, at resultaterne i Tingbjerg altid blev præsenteret som et mirakel hver gang, han som skoleleder blev inviteret til at holde foredrag om det - noget han har gjort meget både i Danmark og i de nordiske lande.
»Så da vi arbejdede med titler til bogen, så smed jeg den ind på bordet, og det syntes de andre var fedt. Men jeg beskriver i bogen, at det jo ikke er et mirakel. Det der er sket i Tingbjerg har krævet hårdt arbejde, og det har krævet en enorm grad af forpligtende fællesskab, så jeg tror på fællesskabet,« påpeger Marco Damgaard, der var skoleleder i det udsatte boligområde Tingbjerg fra 2017 til 2025 og ansat fra 2013.
Spørgsmålet er så, hvad er det, han som skoleleder har været med til at ændre i Tingbjerg, som har gjort så stor en forskel, at det giver mening at formidle ud i bogform til hele Danmark?
Jeg tror ikke på mirakler, så jeg tror jo heller ikke på, at der er sket et mirakel i Tingbjerg
Resultaterne
»Det er fordi, vi har lavet nogle resultater. Før i tiden var det kun 60 procent unge, der var i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter, at de var stoppet i 9. klasse på Tingbjerg Skole. De sidste tre år, hvor jeg er skoleleder, er andelen på henholdsvis 97, 100 og 92 procent. Der er også sket det, at vi gik fra at være 400 elever til 600 elever,« fortæller han og tilføjer, at da skolen kun havde omkring 400 elever, var det kun cirka en tredjedel af børnene i skoledistriktet, som startede på Tingbjerg skole.
»Da jeg sluttede, var vi oppe på omkring 59 procent af børnene i vores grunddistrikt, som startede på vores skole. Derudover gik vi fra ved 9. klasserne afgangsprøve at have det laveste gennemsnit i København ud af de 70 folkeskoler, der var til det sidste år, jeg var med, at have et gennemsnit på 7. Og det er ret vildt,« siger han og bemærker, at så er der ikke en gang taget højde for de socioøkonomiske faktorer.
Hvordan opnåede I de nævnte resultater, var der lagt en strategi?

Vejen dertil
»Der har været en klar strategi. Den handlede om en tydelig ledelse, som satte nogle meget klare, tydelige og ambitiøse mål omkring karakter, altså faglighed. Det vigtigste mål for os har altid været det med, hvor mange kommer videre i ungdomsuddannelse og bliver i ungdomsuddannelse. Og så var der nogle mål omkring det at være en meget mere attraktiv skole i den bydel, hvor man er skole,« forklarer Marco Damgaard, der også nævner den store opbakning fra og involvering i lokalsamfundet som en faktor.
»Der har været et meget, meget stor arbejde om at stå sammen og blive et meget, meget stærkt fællesskab. Og så har der været en bevidst intention for mig om at arbejde enormt meget med kommunikation og demokratisk dannelse,« siger han og understreger, at demokratisk dannelse for eksempel kunne være religionsfrihed.
LÆS OGSÅ : Færre vej- og nabofester i Herlev
»Det skulle aldrig kunne komme nogen og sige, at vi ikke måtte vise Muhammed-tegningerne eller snakke om Muhammed-krisen i undervisningen, hvis det var det, læreren fandt relevant for eksempel,« lyder det.
Derudover understreger han også, at en høj grad af frihed for pædagoger og lærere til at tilrettelægge deres arbejde også har været vigtige ingredienser i arbejdet.
Skolen som forsamlingshus
Hvad vil du så med bogen - er det sådan en slags drejebog for din politiske karriere?
»Hvis man læser bogen, så får man et meget klart og tydelig billede af, hvem jeg er, og hvad jeg mener. Hvordan jeg arbejder, jo også som menneske og leder. Nogle af de forlag, vi havde kontakt til, ville gerne gøre det til en meget mere makro-bog, end det heldigvis er blevet, fordi det her er en Tingbjerg-bog,« betoner Marco Damgaard, men fortæller, at nogle af de ting, han beskriver, som de fik gennemført, også kan overføres til Herlev og til resten af landet, og det er lige præcis dét, der er pointen.
»Altså hele idéen er at sige, hvordan kan vi skabe en bedre folkeskole i Danmark i fremtiden? Og hvordan kan vi skabe en større sammenhæng i den bydel, der ligger rundt omkring distriktsskolen? Og hvordan får vi distriktsskolen tilbage til at være det her forsamlingshus, som jeg har snakket om så mange gange? Altså det her med at være et åbent kraftværk i den bydel, man nu ligger i,« forklarer han og kommer selv med svaret - det handler om den helhedsorienterede byudvikling.
jeg tror ikke, at det gør mine chancer dårligere, men det vigtigste har ikke været, i forhold til bogen, at vinde valget
»Det der var så smukt i Tingbjerg, da det begyndte at gå i den rigtige retning, det var, at alle instanser træk i den samme retning. Kommunen investerede i det og gik ind i boligpolitikken sammen med de almene boligforeninger, og så var der en stor investor, Nrep, som investerede i det og lavede de her ejerboliger til rimelige priser. Så var staten med til at lave en parallel samfundslov, som der faktisk er nogle gode elementer i, som også har gjort en forskel derude. Og så er der alle de aktører, som var ude i bydelen, og dem kender vi jo også i Herlev, fordi det er fodboldklubben, det er biblioteket, det er skolen og daginstitutionen. Og det er derfor, at den her bog er sådan et perspektiv for et lille økosystem,« understreger Herlev-borgmesteren,
Ikke et valgoplæg
Så kunne man jo fristes til at spørge, om bogen også er et perspektiv for, hvordan Socialdemokratiet i Herlev skal vinde det kommende kommunalvalg? Det afviser borgmesteren dog. Den er ikke en del af valgkampagnen, men:
»Alt hvad jeg gør fra den dag, jeg blev borgmester og frem til kommunalvalget, har jo en eller anden påvirkning på valget. Og derfor har det også været en tanke, om jeg overhovedet skulle skrive den bog. Ville det gøre mine chancer for at vinde et valg dårligere eller bedre. Og jeg tror ikke, at det gør mine chancer dårligere, men det vigtigste har ikke været, i forhold til bogen, at vinde valget. Det vigtigste i forhold til bogen har været at skrive den, fordi jeg synes, at den oprigtigt kan noget. Og det kan den også efter et valg,« forklarer borgmesteren og understreger, at det var forlaget, der ville udgive den nu, før dens relevans kom for langt væk.
Han drømmer om, at både undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som har fået bogen tilsendt, men også kommunalbestyrelsespolitikerne og ikke mindst borgerne vil læse bogen og blive inspireret til en god snak på kryds og tværs.
'Miraklet i Tingbjerg' udkommer 9. september på forlaget Grønningen 1.

Der er lukket for kommentarer