Historien om Kim Staal

Del 1 – Fra Staal til slut

I første del af Historien om Kim Staal, kommer vi med en tur til Malmø i 90’erne, henover landsholdets opblomstring og så en tur på eventyr i Fjernøsten.

Da Kim Staal som 16-årig skiftede Herlev Skøjtehals trygge is ud med Malmøs på den anden side af sundet, blev det begyndelsen på en karriere, som har gjort ham til en af de absolut største i dansk ishockey.

Men opstarten i det svenske var ikke uden bump.

»Jeg gik fra at være 15-årig barnestjerne, som kunne komme ind nede på det lokale Seros-diskotek, til pludselig at sidde på bænken på et svensk u20-hold.«

»Jeg skulle lære et nyt system, et nyt sprog og en ny struktur at kende. Omvæltningen var et kæmpechok for mig, og den første vinter var rigtig hård med masser af hjemve,« fortæller Kim Staal.

Heldigvis gik der ikke længe, før den unge Herlev-dreng fandt sig tilrette i Skånes hovedstad.

»Juniorafdelingen og foreningen i Malmø tog rigtig godt imod mig, hvilket på en måde var min redning. Jeg blev behandlet som en stjerne, og allerede i min anden sæson vandt jeg pointligaen på u20 og fik debut på A-landsholdet.«

Burger King i en ét-værelses

Selvom det gik godt sportsligt, levede Kim Staal et mindre glamourøst liv udenfor isen.

»Mange tror, at jeg gik ind og blev professionel i Sverige som 16-årig. Men sådan var hockeyen bare ikke dengang. Jeg fik en ét-værelses lejlighed, et måltid mad om dagen og 1000 kroner, der skulle betales skat af. Da jeg var 18, arbejdede jeg på Burger King om morgenen, mens jeg gik og håbede på at få en plads på Malmøs førstehold. Der var ikke så meget tjek på, hvad de unge rendte og lavede. I dag går klubberne jo meget op i, at man skal have en uddannelse og noget at falde tilbage på. Det tænkte man ikke så meget på dengang.«

Pladsen på førsteholdet kom, og i sæsonen 1996-97 fik han så debut i den bedste svenske række.

»Jeg husker den dag ret tydeligt. På det tidspunkt havde jeg brugt lang tid på juniorholdet, og pludselig blev jeg udvalgt til at komme med det helt store hold til Stockholm og videre til Luleå, hvor jeg fik lov at spille. Det var en fantastisk følelse og et tidligt højdepunkt i min karriere,« fortæller Kim Staal.

Landsholds-Kim

Det blev til tre sølvmedaljer og 15 år i de bedste svenske rækker, kun afbrudt af en enkelt sæson hos Milwaukee Admirals i AHL i USA.

Og herhjemme blev Kim Staal nærmest synonym med det landshold, som efter årtusindeskiftet begyndte at bide skeer med nogle af de store hockeynationer og pludselig kom ind i stuerne hos hr. og fru Danmark.

»Tiden på landsholdet har altid været noget af det bedste. Både mit første B-VM i Holland, og da vi rykker op i A-gruppen nogle år senere. Vores første A-VM i 2004 var jo kæmpestort for os alle sammen, og en stor udvikling for dansk ishockey generelt. Så det er jeg rigtig stolt af at have været med til,« fortæller Kim Staal, som i dag stadig er den dansker, der har lavet flest mål i A-VM med sine 20 scoringer.

Læs også: Staalmanden er månedens sportsprofil efter 25 år

Konnichi wa Kim Staal

Ti klubber i fem nationer nåede Kim Staal at repræsentere i løbet af sin professionelle karriere. Lidt af et rakkerliv, som han selv betegner det.

»Særligt de seneste ti år har jeg virkelig rakket rundt. Jeg tror bare, jeg har været sådan lidt rodløs. Faktisk har jeg nydt den flyvske tilværelse, men når jeg ser tilbage, har det også været en lille smule omstændigt i forhold til manglende stabilitet og ro på nogle fronter. Men jeg fortryder ikke mine valg om at rejse rundt. Det har været nødvendigt for mig og lært mig en hel del om mig selv.«

En af de helt specielle oplevelser kom i 2014, hvor den dengang 36-årige ishockeyveteran besluttede sig for at prøve lykken i Tohoku Free Blades i den japanske ishockeyliga.

»Japanerne havde i flere omgange været ude efter mig, og jeg havde det sådan lidt ’aaarh’, men da jeg så kom lidt op i alderen, og der var ikke rigtig nogen i de helt store ligaer, der bed på, så tog jeg sgu chancen. Nu skulle jeg prøve noget helt andet – Og det var virkelig noget helt andet!« griner Kim Staal.

»Kulturen derovre er simpelthen så sjov. De har den der hierarkiske inddeling, som er helt vild, hvor man bliver kaldt senior og lærling og sensei, og jeg var jo gammel, så jeg var meget højt i hierarkiet og havde en stor rolle i fællesskabet. Og så var det bare vildt at være derude og opleve kulturen og maden og naturen.«

Det blev til to sæsoner og et enkelt asiatisk mesterskab, inden Kim Staal drog hjem for at afslutte karrieren i barndomsklubben Herlev.

Staal gør status

Efter en stor karriere med masser af oplevelser, opture og enkelte nedture, kan Kim Staal nu gøre status.

For er der noget han fortryder, eller noget han ikke fik nået?

»Jeg havde altid lidt en drøm om at kunne træde op på den helt store scene i NHL. Men sådan gik det bare ikke. I 1996 blev jeg ellers draftet af Montreal Canadiens, men det endte med ikke at blive til noget. På en måde var det ærgerligt, men jeg har det fint med det i dag. For jeg har haft en fantastisk karriere og fået nogle virkelig fede oplevelser, særligt når jeg tænker på alle mine skader. Bare det, at jeg har spillet til så høj en alder, er jeg meget taknemmelig for. Jeg har virkelig nydt ishockeylivet, og selvom jeg er afklaret med, at min tid på isen nu er slut, så er det sgu lidt mærkeligt det hele.«

 

Det 2 – Hvad Staal der ske nu?

I anden del af Historien om Kim Staal hører vi om karrierestoppet, de splittede fremtidstanker og hvordan det føles at blive kaldt en legende.

»Tacklingen sendte mig helt til tælling, jeg fik hul i hovedet og en ret slem hjernerystelse. Men jeg spillede kampen færdig – helt groggy, mens tankerne bare fløj rundt. Var det her mon min sidste kamp? Var det virkelig sådan, jeg skulle afslutte min karriere?«

Da Kim Staal røg ind i en voldsom tackling i en kamp i foråret i Odense, begyndte en angst i ham, fortæller han.

»Bare jeg nu ikke kom sådan rigtig til skade. For det kunne jo være, jeg en dag skulle bruge mit hoved igen.«

Staal havde på det tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt han skulle tage en sæson til.

»Men efter hjernerystelsen kom jeg frem til, at sporten ikke var sund for mig længere – for jeg har sgu taget nogle slag igennem de seneste 26 år. Og det er jo altid det sidste, der gør en invalid. Nu er det faktisk lidt en lettelse, at jeg ikke skal ud på isen igen.«

Lidt underligt

Staals karrierestop betød farvel til det liv, han havde levet i størstedelen af sine 41 år. Farvel til jobbet som professionel ishockeyspiller og farvel til en masse rutiner, han havde opbygget siden sin første kamp for Herlevs førstehold som 15-årig.

»Jeg er glad for mit valg om at stoppe, men det er sgu også lidt underligt nogle gange. Jeg har jo været vant til at omgås hockeyfolk hele tiden og levet et liv med de samme rytmer og delmål hvert år. Nu er det som om, mit sind og min krop er sådan lidt rastløst – og det er underligt ikke at have en forpligtigelse til holdet og til sporten længere,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan huske, at jeg i sluttyverne glædede mig til den dag, hvor ingen skulle bede mig om at træne og alt sådan noget. Det er så nu. Og det skal jeg sgu lige vænne mig til.«

Hvad skal der ske nu?

I dag arbejder Kim Staal i Poseidon Seafood, hvor han pakker fisk og kører dem ud til kunder. Han er i gang med en HF, som efter planen er færdiggjort til vinter. Alt imens han forsøger at finde ud af, hvad fremtiden skal byde på.

»Jeg føler lidt, at jeg skal til at vælge mellem ishockeyen eller noget helt andet. Og jeg ved ærligt talt ikke, hvad der skal ske,« fortæller han.

Men der er alligevel en enkelt levevej, som bliver nævnt nogle gange:

»Trænergerningen er noget, der tiltaler mig på mange punkter. Jeg elsker at fordybe mig og finpudse detaljer – og det er der jo virkelig gode muligheder for som træner. Men på den anden side, ville det også være et rigtig rejseliv, hvor man skal være klar til at flytte til Sverige eller Jylland eller noget helt tredje, hvis det er der, jobbet er – og så måske flytte igen året efter. Så det liv skal jeg selvfølgelig lige tænke over, om jeg er klar til én gang til. Men først skal den HF lige afsluttes – for den har jeg efterhånden været i gang med i otte år,« griner han.

Kim Staal får dog allerede nu lov at snuse lidt til trænerlivet. Han er nemlig blevet ansat som angrebskoordinator for nogle af Danmarks ungdomslandshold.

»Jeg skal ikke deltage på et hold hver dag, jeg skal bare udvikle nogle angrebstaktikker og instruere de unge spillere, når de har landsholdssamlinger. Og så kan jeg i princippet deltage, så meget jeg vil. Så lidt ishockey bliver der trods alt.«

Legende-Kim

Der er ingen tvivl om, at Kim Staal har sat et markant aftryk på den danske ishockeyverden. Og flere journalisttyper har i kølvandet på karrierestoppet kastet om sig med gloser som ishockeyikon og -legende.

Men hvordan føles det for Herlev-drengen Kim, at blive omtalt med så store ord?

»Der har været meget af den slags på det seneste, og det er sgu lidt mærkeligt. Når jeg er inde i et omklædningsrum føles det jo stadig som, da jeg sad som ung knægt i Malmø og tog skøjter på. Så at jeg lige pludselig skulle være en legende, har jeg svært ved at forholdet mig til,« siger ishockeylegenden og fortsætter:

»De unge drenge oppe i klubben driller mig også med det. Hver gang jeg laver noget sjovt eller dummer mig, kommer den: ’Der går legenden jo’, fordi de ved, at jeg får det lidt akavet over det,« griner han.

»Men jeg må jo tage det positivt og tænke, at det er fordi, jeg har gjort nogle gode ting og gjort en forskel. Det kan være, det begynder at sive ind, når jeg har spillet min afskedskamp måske.«

Den store afsked

Kim Staals afskedskamp bliver spillet den 8. november i Herlev Skøjtehal. Og der er lagt op til en stor og festlig hyldest.

»Normalt bryder jeg mig egentlig ikke så meget om rampelyset. Det var anderledes, da jeg var i tyverne og mere excentrisk. Men jeg glæder mig alligevel og er ret spændt. Der kommer en masse spillere, som jeg har kendt og er blevet venner med igennem min karriere, både fra Danmark og Sverige. Jeg tror, det bliver en rigtig hyggelig aften med mange grin og en masse følelser. Min gamle klassekammerat Jacob Riising er vært sammen med Jimmy Bøjgaard, og der kommer DJ’s og masser af gang i den, så jeg er sikker på, at publikum også kommer til at hygge sig. Det bliver en fed måde at slutte det hele af på,« smiler hovedpersonen.

Du kan læse meget mere om Kim Staals store afskedskamp på Facebook.