Historisk rejse: Hjortespring er rykket helt ind i bymidten
Den historiske udstilling ‘Gammelgaards lade og de store naboer’ kan opleves i Herlev Bymidte Center helt frem til slutningen af vinteren.
Spiret fra den gamle gård Lille Birkholm, en skolepult fra Gl. Hjortespringskole, en vaskebalje, der har tilhørt Fru Falch, og en gammeldags opvaskemaskine i træ, der skal betjenes med håndkraft, er blandt de genstande, besøgende kan opleve til udstillingen 'Gammelgaards lade og de store naboer'.
Der er også et stort udvalg af billeder fra Hjortespring, før de nuværende boligbebyggelser fandtes, men der til gengæld var gårde, hvoraf nogle stadig findes, landsbybebyggelser og en landsbyskole.
Udstillingen om det nordlige Herlev kan findes i et lokale i Herlev Bymidte Center. Det er Herlev-Hjortespring Historiske Forening, som står for udstillingen.
»På en eller anden måde er det godt at hente Hjortespring herind og på den måde binde Herlev sammen,« siger foreningens formand Helle Malthesen.
Vi har valgt at genbruge udstillingen fra 2009
Længe som brændte
Udstillingen er genbrug af udstilling fra 2009, da den ny længe til Gammelgaard blev indviet. Den er i dag en del af kulturhuset og kunstmuseet Gammelgaard, og længen var en erstatning for en anden længe på den gamle gård, der var brændt 50 år forinden.
I den senere nedbrændte længe startede Kai Dige Bach i 1958 sit firma, der siden skulle vokse og i den grad sætte sit præg på Hjortespring og blive kendt i hele Herlev og Danmark. Den nye længe var en gave til Herlev fra Kai Dige Bach blandt andet gennem indsamlede beløb fra en kæmpe folkefest i anledning af firmaets 50 års jubilæum i 2008.

Brandvæsen på vej
Ganske symbolsk ankom direktør i Kai Dige Bach A/S og Kai Dige Bachs barnebarn, Jack Dige Streit, i en gul veteranbil fra firmaet for at åbne udstillingen en lørdag i november.
»Vi har valgt at genbruge udstillingen fra 2009, men det er selvfølgelig et mindre sted, så vi kan ikke få plads til det hele fra dengang,« siger Jette Hoffmeyer, der dengang som nu stod bag indholdet i udstillingen i samarbejde med John Dige Bach, der er fotograf.
Den historiske udstilling om Hjortespring kan opleves frem til slutningen af februar, tidligere dette efterår udstillede Herlev-Hjortespring Historiske Forening en samling om Herlevs Kommunalvalg frem til 1981, og til næste år har de en udstilling på på vej om det lokale brandvæsen i det lokale i Herlev Bymidte Center, de har til rådighed.



Der er lukket for kommentarer