Historiske fund: Stor udgravning venter inden plejehjemsbyggeri
Slots- og Kulturstyrelsen har godkendt en større udgravning på området, hvor Hammergården skal opføres, da der er spor af interessante genstande fra vikingetiden og oldtiden. Der er ønske om at kunne gå i gang snarest muligt og afslutte udgravningen inden 1. november.
Efter en forundersøgelse før sommerferien på det sted, hvor Herlevs nye plejehjem skal bygges, har Kroppedal Museum nu fået grønt lys til fra Slots- og Kulturstyrelsen til en egentlig udgravning. Det fremgår af dagsordenen på det kommende møde i Økonomi- og Planlægningsudvalget.
Da Herlev Bladet midtvejs i en uge i juni mødte museumsinspektør ved Kroppedal Museum, Victor Bizoev, havde han ikke de store forventninger til fundene på stedet.
Der var ganske vist fundet spor af menneskelig aktivitet i oldtiden ved udgravningerne de første par dage, for eksempel rester af bålpladser, men ikke noget, som var epokegørende og lagde op til en større udgravning, det kunne meget nemt have været mennesker på gennemfart, som havde tændt et bål.
I øvrigt var jorden svær at grave i, da der var fyldt godt op med jord og ler fra de seneste 100 år i de øverste lag, så de var på noget af en opgave.
Pludselig væltede det frem
Hør og dekoration
De sidste dage af ugen i juni bød til gengæld på ganske artige overraskelser. Der blev fundet spor af syv anlæg til brug ved tørring af hør og tre-fire rødningsbrønde, der også blev brugt til hørproduktion i oldtiden samt spor af to forskellige bygningskonstruktioner. Denne hørproduktion og disse bygninger kan både have været en del af boplads med fastboende indbyggere eller en produktion, som lå selvstændigt på afstand af folks bopæle, som det tit var tilfældet, oplyser Victor Bizoev.
I en tid længe før lokalplaner fandtes der dermed også på sin vis områder udlagt til henholdsvis boliger og erhverv i oldtiden.
Derudover var der også 'remendebeslag' - et dekorativt beslag som sidder for enden af et bælte, der kan dateres til omkring 7-900, årene som betegnes som vikingstiden.
»Pludselig væltede det frem,« fortæller Victor Bizoev.
LÆS OGSÅ: Politisk glæde over elevator til ambulancefolk
Artiklen fortsætter efter billedet.

Ikke mange vikingespor i Herlev
Victor Bizoev vurderer, at udgravningen vil tage cirka et par måneder, og i budgettet, som er lagt frem, skal det afsluttes inden 1. november, hvor vinterperioden i den arkæologiske verden går i gang, hvilket ville koste ekstra penge i form af vinterforanstaltninger, og der er et ønske fra Herlev Kommune om at kunne gå i gang allerede i august, fremgår det af budgettet for udgravningen. Den endelige tidsplan skal aftales mellem kommunen og Kroppedal Museum.
Det er den østlige side af grunden mellem Persillehaven og Krogestykket, som er mest interessant, og det er her, at størstedelen af det 6.459 kvadratmeter store udgravningsområde ligger, der er dog også et lille del af området i den vestlige ende.
»Ved en udgravning, hvor der foretages 'kulstof-14'-prøver, kan vi se, om de forskellige elementer, for eksempel høranlæggene og rødningsbrøndene, har relation til hinanden og er fra samme tidsperiode,« siger Victor Bizoev, der er spændt på, om der viser sig flere fund, der kan dateres til omkring vikingetiden.
»Der er ikke så mange spor fra vikingetiden i forvejen i Herlev. Området blev udbygget, inden der var systematiske udgravning, derfor er det spændende at se, hvor meget der kan gemme sig,« lyder det håbefuldt fra ham.
I 2024 ledede han en anden udgravning i det nordlige Herlev, som viste flere fund af landsbyen Tubberup, der er senere end fra vikingetiden, nemlig fra middelalderen. Der er cirka en kilometer mellem de to udgravninger.
Forsinket plejehjem
Et element som også kom ud af forundersøgelsen, var sporene af en sø eller et vådområde i det sydvestlige hjørne. Det var dog ikke en overraskelse, den kunne ses på luftfoto frem til 1954, siden blev den fyldt op af overskudsjord fra det megen nye byggeri i Herlev i den periode.
Området har i oldtiden udgjort en bakke omgivet af flere lavninger eller små søer, viser forundersøgelsen.
Kroppedal Museum ligger i Vestskoven og har det arkæologiske ansvar i 15 kommuner, blandt andet Herlev.
Udgravningen er lovpligtig og skal betales af bygherre, som er Herlev Kommune. Kroppedal Museum har budgetteret den til 1,89 millioner kroner. En del af udgiften skal finansieres af PensionDanmark, men fordelingen af udgifterne mellem Herlev Kommune og pensionsselskabet er ikke aftalt på nuværende tidspunkt, fremgår det af dagsordenen til økonomiudvalgsmødet i Herlev Kommune onsdag 12. august, hvor sagen er på dagsordenen.
Projektet om plejehjemmet og boligerne Hammergården har i øvrigt været et forløb, hvor det har skiftet karakter mange gange, og der har været mange forsinkelser. Oprindelig skulle det have stået klar i 2023, i fjor blev 2029 strategien, men denne sommer har boligorganisationen KAB varslet, at der både kan ske en overskridelse af budgettet og en tidsplandato frem til 2030.

Der er lukket for kommentarer