Herlev Bladet

Hjortespring Foreningshus ramt af vandskade

Herlev Kommune har valgt at lukke foreningshuset frem til 1. september for at undersøge og udbedre skaden. Der er dialog med brugere af huset om at finde alternativer.

Opdateret 12. juni kl. 12.

Herlev Kommune har valgt at lukke Hjortespring Foreningshus med øjeblikkelig virkning på grund af vandskade.

Kommunen oplyser, at der er konstateret vandindtrængen i bygningens konstruktioner i et omfang, så der er akut behov for 'byggetekniske udbedringsarbejder'. Samtidig oplyser man, at det er begrænset til et depotrum, og at brugere af huset dermed ikke har været i risiko for eventuelle gener.

Hvad årsagen er til vandindtrængningen kan først besvares, når skaden er blevet grundigt undersøgt, lyder det fra kommunen, der regner med at holde huset lukket frem til 1. september. Dog vil man give en status i løbet af august, når 'tidsplanen for arbejdet er endelig afklaret'.

LÆS OGSÅ: Støjsagen ved B1973 nærmer sig sin afslutning

Hjælp til midlertidige lokaler

Alle brugere af huset er blevet direkte orienteret om lukningen, oplyser kommunen, som tilføjer, at forvaltningen er i tæt dialog med de foreninger, der fortsat har planlagte aktiviteter frem mod sommerferien, for at hjælpe med at finde andre egnede, midlertidige lokaler. Kommunens oplyser videre, at mange af brugerne allerede har indstillet deres aktiviteter i huset, fordi det er sidst på sæsonen.

Foreningshuset blev indviet 10. november 2017. Siden planerne fra 2014 om at sælge den tidligere Hjortespring Skole på Gammel Klausdalsbrovej 460, havde Herlevs ældreforeninger ytret ønske om et fælles hus, hvor de kunne dyrke deres aktiviteter. Første tanke var at gøre det i Pædagogisk Central, som lå på den tidligere skolegrund, men det gik man bort fra, da der skulle bygges boliger. I august 2016 præsenterede kommunen et lokalplanforslag, der gik ud på at bygge huset i et hjørne af parken ved Gammelgaard, som også er kommunalt ejet. Der blev afsat tre millioner til bygningen, som skulle være i træ.

Vil ikke flytte Swane-malerier

I 2017, da Nationalmuseet var ved at være færdig med at restaurere de Sigurd Swane-malerier, som havde været en del af den nu nedrevet Hjortespring Skole, kom det på tale at placere malerierne i det nye foreningshus, hvor de har hængt lige siden - også som et slags trækplaster for nysgerrige.

I forbindelse med malerierne, der regnes for unik kulturarv, oplyser kommunen i øvrigt, at forvaltningen har været i dialog med kunstkonservatorer med henblik på at vurdere, om de skal flyttes midlertidigt, men det vurderer man ikke.

'Gammelgaards planlagte offentlige rundvisninger og introduktioner til malerierne inden sommerferien er ligeledes aflyst', tilføjer man.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!