Høxbroe om Herlev og København: 10 kilometer og en verden til forskel

Der er ikke langt geografisk mellem Herlev og København, cirka 10 kilometer fra det Vesterbro, hvor forfatteren Claus Høxbroe bor, til Herlev Bymidte, og så grænser de to kommuner endda op til hinanden på Frederikssundvej.

Men den mentale afstand kan synes stor. Det kan Claus Høxbroe tale med om, han bærer begge byer i sig.

Han voksede op i Herlev, som han har bevaret tilknytningen til, men har boet på mange forskellige adresser i København i de seneste omkring 25 år. Dette forår fejrer han 20-årsjubilæet for, at han debuterede som digter med ’Hylet fra gaden’ i 2006.

Jeg fik at vide, at man kan ikke leve af at skrive digte i Danmark. Så tænkte jeg: Genialt, hvis ikke andre har tænkt sig at gøre det, så gør jeg det

Altid et ben i København

Han holder meget af Herlev, men han oplevede også, at der var ting, der ikke lod sig gøre, og derfor flyttede han. Forbindelsen til København havde han oplevet fra barnsben, hvor hans far tog ham med derind, det var jo bare lige ud på cykel.

»Der jo ikke langt ind til byen, men der er kæmpe forskel mellem København og Herlev, og det har der altid været. Jeg har jo både lavet rigtig mange ting i Herlev og været forankret i Herlev, men jeg har også altid haft et ben i København,« siger han og uddyber:

»Det man får i Herlev, som jeg synes er stærkt, det er jo det, jeg får lyst til at kalde de gamle socialdemokratiske værdier. Det er vigtigt, at man har ældrepleje og børnepasning, og man har et helt stort frivilligt liv.«

Men som ung digter følte hans sig begrænset, og han ville videre til storbyen, få kilometer væk.

»Man kunne ikke arrangere en oplæsning på en onsdag i Herlev. Så jeg var nødt til at rejse ud. Selvom det er små 10 kilometer, så var der nogle ting, der kunne lade sig gøre derinde, men ikke her,« husker han.

Et dobbeltliv

Claus Høxbroe nåede at være aktiv i Herlev som helt ung og var medlem af ungdomsrådet og som frivillig kraft med til at starte kulturstedet Klauzdal.

»Jeg havde måske et dobbeltliv. Jeg lavede meget i Herlev, men også meget i København – uden nødvendigvis at fortælle det, det var der jo ingen grund til at fortælle om i Herlev,« konstaterer han.

Han har bevaret tilknytningen til Herlev på flere måder, i efteråret var han blandt andet med til at sætte fut i et vælgermøde op til kommunalvalget, og han var med i juryen til Lindehøjskolens Filmfestival.

Noget forandrede sig også mærkbart sidste efterår, når det gælder relationen til Herlev: Begge hans forældre - der var midt i halvfjerdserne - døde med kun lidt over to måneders mellemrum. For første gang i livet kommer han dermed ikke i barndomshjemmet på Gåseholmvej.

»Så nu er det jo mærkeligt, når jeg går forbi. Nu flytter der nye ind. Man mister jo noget viden og noget historie om sig selv. Der var en lejlighed, der skulle tømmes, og alt det praktiske, der følger med, der var lidt at se til,« siger han og nævner, at sorgen over at miste, er noget, han bruger som forfatter, og forældrenes dødsfald sætter præg på den nyeste bog ’Melankoliens møl i brystet’, der udkommer til maj.

’…to måneder efter mor

I en urne

I den samme plæne

Under den samme sten

Bag den samme kirke,’ skriver han blandt andet i et digt.

Kirken er Herlev Kirke. Sygdom inden død, døden, bisættelse og tiden derefter skildres i digtene i den nye bog.

»Det er jo rart at kunne skrive, i stedet for at man bare selv render rundt og har det dårligt og håber også andre, kan bruge det til noget. Det er jo noget, der tager tid, og det er jo stadig relativt nyt,« siger han og nævner, at han stadig har familie i Herlev, som han besøger.

»Jeg har en søster, der bor stadig her med sit barn, så jeg vil stadig komme i Herlev. Det er perfekt for hende med en have, når hun har barn, hun elsker at bo her. Vores forældre rykkede selv herud fra byen for at få plads, fordi de ville have børn. Det var godt nok ikke verdens største lejlighed, de boede i, jeg boede vist i det, der blev kaldt kammeret, men der var dog værelser til os.«

At skille sig ud

Claus Høxbroe er et menneske, som skiller sig ud i sit udseende, når han går rundt i Herlev og sådan set også på Vesterbro. Han går med hat, har et markant skæg, er tatoveret og er ofte iklædt spraglede jakkesæt.

Han oplever, at vi i Danmark er meget ens, mens når han er ude at rejse, hvilket Claus Høxbroe gør sig en del i, oplever han, at mennesker gør mere ud af at skille sig ud i deres udseende.

»Der ikke sådan, at når jeg kommer til andre lande, så står der nogen, der ligner mig, så snart jeg ankommer, men der er en bredere palet,« siger han og nævner, at før i tiden gik alle mænd nærmest med hat, nu vækker det stor opsigt at bære det i Danmark.

Claus Høxbroe har bevidst valgt ikke at stifte familie og få børn, han vil leve, bo og rejse fleksibelt som forfatter.

»Jeg elsker friheden til at gøre det, jeg gør, og med børn bliver man nødt til at sætte dem højst, og det er jeg ikke villig til. Jeg kan godt se, at der er nogle af mine kollegaer, der har fået børn, og nogle gange så lykkes det, men mange gange kan man også se, at det er svært. Der kan da laves gode kompromisser, men for mig har der ikke været en vilje til det, jeg har aldrig haft en trang til at få børn,« siger han.

Solid 10. klasse at falde tilbage på

Claus Høxbroe voksede op i et arbejderhjem. Der var ingen forfattere eller kunstnere for den sags skyld i familien eller omgangskredsen, alligevel var han allerede som skolebarn på Engskolen overbevist om, at han skulle være forfatter. Han kan ikke sige helt præcist hvorfor, men kan fortælle om nogle oplevelser, der gjorde indtryk.

»Jeg lånte min fars skrivemaskine og hakkede på den, og så gik jeg ned på skolebiblioteket på Engskolen og fandt nogle digtsamlinger, jeg var for eksempel meget imponeret over Halfdan Rasmussens digte om anden verdenskrig. Der var noget med bruge sproget og konsekvensen af det,« siger han og tilføjer:

»Jeg fik at vide, at man kan ikke leve af at skrive digte i Danmark. Så tænkte jeg: Genialt, hvis ikke andre har tænkt sig at gøre det, så gør jeg det.«

Som sagt så gjort. Han var så målrettet, at han ikke mente, at det var nødvendigt at tage en ungdomsuddannelse.

»Men jeg har dog en solid 10. klasse at falde tilbage på,« bemærker han med et glimt i øjet.

Far faldt i søvn med bøger

Han skrev digte fra en ung alder, engagerede sig i ungdomslivet i Herlev med ungdomsråd og Klauzdal, tog diverse jobs, flyttede til København og digtede løs, også længe inden han debuterede i 2006. Nu 20 år senenere som en mand midt i fyrrerne har han bevist, at drengen fra Herlev godt kunne leve af at digte og har udfoldet det på mangfoldig vis ved både omkring 50 udgivelser, oplæsninger og udgivelser med forskellige musikere.

Da han debuterede som digter i bogform i 2006, havde han allerede læst meget op til mange forskellige typer arrangementer. Han var bevidst om, at han skulle opbygge sig et navn, inden han skulle i handelen.

»Ellers kunne jeg ende med, at det kun var min mor og far, der købte den, og der ellers var ikke rigtig nogen, der fandt ud af det, så jeg knoklede på, for man skulle vide, hvem jeg var,« fastslår han.

Hvordan havde dine forældre det med dit valg i livet? 

»Min far sagde altid, at jeg læser ikke bøger, så falder jeg i søvn, men han kom stadig og hørte mig læse op. Jeg var dybt imponeret. For mig var det ikke vigtigt, at mine forældre nødvendigvis forstod mig, men bare de prøvede. Der var ikke noget opgør eller vrede i det, jeg lavede, men det var mit valg, og når jeg kom hjem til dem, og de havde klippet omtaler om eller gode anmeldelser af mig ud af Politiken , så vidste de, at det gik mig godt.«

LÆS OGSÅ: Hiphop-legende og hitmagere til festugen