Herlev Bladet

HOFOR ophæver vandingsforbud – om natten

Vandingsforbuddet af offentlige plæner fra 9. juli lempes fra 17. juli, så det nu er tilladt at vande fra klokken 22 til otte næste morgen.

Fra tirsdag 17. juli ophæver HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, forbuddet mod at bruge drikkevand til vanding af offentlige plæner. I hvert fald tildels.

På forsyningsselskabets hjemmeside oplyses nemlig, at det stadig er forbudt at vande i dagtimerne. Til gengæld er der nu grønt lys for at åbne hanerne fra klokken 22 om aftenen til otte næste morgen.

Det skyldes, at vandforbruget i hovedstadsområdet er tilbage på det normale niveau for årstiden. Aktuelt vurderer HOFOR, at vandværkerne kan følge med forbruget – også selvom et vandværk skulle falde ud, eller der akut bliver behov for at bruge større mængder vand til brandslukning, fremgår det af hjemmesiden.

Vis mådehold

At HOFOR ikke ophæver forbuddet helt, skyldes, at størsteparten af vandet i dagtimerne fordamper, inden det når græsrødderne.

LÆS OGSÅ: Vandingsforbud kan have store konsekvenser for fodboldbaner

Forsyningsselskabet opfordrer derfor stadig til, at kommuner og borgere fortsat viser mådehold med drikkevandet, således at det ikke bliver nødvendigt at indføre yderligere restriktioner.

Spareråd fra HOFOR:

  1. Lad være med at vande din græsplæne! den kan sagtens klare sig uden
  2. Saml vand fra brusebadet i en spand (eller regnvand fra taget i en regnvandstønde – så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne
  3. Brug en vandkande når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut
  4. Lad være med at vande om dagen, hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.
  5. Store soppebassiner/havepools bruger rigtig meget vand. De største bassiner bruger ligeså meget vand som en enkelt dansker bruger på et halvt år. Så pas på med dem.

HOFOR servicerer og ejes udover Herlev af Albertslund, Brøndby, Dragør, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk kommuner.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....