Herlev Bladet

HOFOR til støjplagede naboer: Støjen er ikke blevet højere

Ifølge beboere på Snemandsvej er motorvejsstøjen blevet højere, efter at HOFOR har fjernet det grønne bælte mellem dem og motorvejen som led i Kagsåparkens Regnvandsprojekt. Men det afviser HOFOR, der oplyser, at det grønne bælte er reetableret i 2031.

Beboerne på Snemandsvej ser ud til at må leve med støjen fra Motorring 3, som de oplever er steget, efter at Kagsåparkens Regnvandsprojekt har fjernet det grønne bælte af træer og buske mellem dem og motorvejen. I hvert fald indtil 2031, hvor projektholder HOFOR oplyser, at det grønne bælte i et eller andet omfang er reetableret.

Spørger man beboerne selv, som blandt andet har indsendt et høringssvar til Herlev Kommune underskrevet af 244 herlevborgere, er der ingen tvivl om, at motorvejsstøjen de facto er steget, men det er ikke HOFOR's vurdering.

vurderede fagfolk, at beplantningen ikke havde et omfang og en tæthed, som havde en egentlig støjdæmpende effekt. Vi er opmærksomme på, at nogle borgere alligevel oplever mere støj efter rydningen

'Ved registreringen af den tidligere beplantning i parken vurderede fagfolk, at beplantningen ikke havde et omfang og en tæthed, som havde en egentlig støjdæmpende effekt. Vi er opmærksomme på, at nogle borgere alligevel oplever mere støj efter rydningen af bevoksning og træer ved motorvejen. Det hænger sammen med, at støj kan opleves anderledes og føles kraftigere, når en støjkilde bliver mere synlig, eller støjen ikke længere blander sig med andre lyde - f.eks. lyden af vind i træer og buske. Og det beklager vi. Men det vil kræve en genplantning, før vi kan afhjælpe dette problem, og denne kan vi desværre først foretage, når anlægsarbejdet er udført', skriver Magnus Ankerstjerne, projektleder i HOFOR, i et mailsvar til Herlev Bladet.

Af samme årsag er mulige støjgener som følge af den manglende beplantning slet ikke nævnt i projektet eller i den miljøkonsekvensrapport, som er lavet.

LÆS MERE: Naboer råber vagt i gevær: Regnvandsprojekt har gjort motorvejsstøj værre

Ikke samme beplantning som før

I forhold til genplantningen nævner projektlederen, at den nye regnvandspark ikke vil få helt det samme udtryk som tidligere, fordi man etablerer søer, stier og nye grønne opholdsrum plus nogle tekniske anlæg, hvor beplantning ikke er mulig.

'Samtidigt prioriterer vi biodiversitet og variation i naturtyper højt, så området på sigt bliver grønnere og mere artsrigt end før. Vi forventer at plante de sidste træer og buske i slutningen af 2028 – og derfra vil det så tage nogle år, før det er vokset så meget til, at motorvejens støjskærm vil være helt skjult bag det grønne', lyder det fra Magnus Ankerstjerne.

desværre har vi været nødt til midlertidigt at fjerne ret meget af beplantningen for at skabe plads til at etablere regnvandsbassiner, rør og cykelsti i parken. Det generer nogle naboer nu, og det beklager vi

Han uddyber, at målet har været at fælde så lidt af beplantningen som muligt.

'Men desværre har vi været nødt til midlertidigt at fjerne ret meget af beplantningen for at skabe plads til at etablere regnvandsbassiner, rør og cykelsti i parken. Det generer nogle naboer nu, og det beklager vi. Men vi genskaber selvfølgelig beplantningen og sørger for, at den bliver tæt, varieret og giver en mærkbar afskærmning mod motorvejen som før,' understreger han i mailen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nikoline Baumann og Frederik Anthonisen foran indgangen til Kagsåparken, der ligger et stenkast fra deres hus og have. Her er man i gang med at etablere et regnvandsanlæg, hvilket har gjort, at man har fjernet den beplantning, som ifølge parret tidligere har skærmet for motorvejsstøjen i baggrunden. Foto: Kenneth Hougaard.

Et flot resultat

Beboerne har altså ikke udsigt til en udbedring af motorvejsstøjen lige med det første og måske heller ikke til samme niveau, som før man i 2024 begyndte at fjerne det grønne bælte langs Motorring 3.

'Regnvandsprojektet i Kagsåparken omfatter ikke nye tiltag i forhold til de støjpåvirkninger fra motorvejen, der i forvejen har været i parken og området. Parken udformes, så beplantning og terræn skaber grønne, indbydende opholdsrum. Og den nye beplantning vil også afskærme motorvejen, hvilket vil dæmpe den oplevelse af øget støj, som enkelte borgere har haft siden rydningen i forbindelse med projektet', skriver Magnus Ankerstjerne.

Han understreger, at HOFOR har stor forståelse for naboernes bekymring og følger deres oplevelser tæt.

'Omvendt vil projektet også komme området til gavn i mange år fremover, hvor parken vil kunne håndtere fremtidens stigende regnmængder og fungere som et fornyet, rekreativt frirum. Vi genplanter den grønne afskærmning og så meget øvrig beplantning, som vi har fået miljøtilladelse til, hvilket nok skal give et flot resultat, når parken er vokset til', lyder det.

LÆS MERE: På udflugt i det lukkede land

Herlev Bladet har efterfølgende spurgt HOFOR:

· Om man kan dokumentere, at den stigende støj kun er 'en oplevelse', som naboerne har, og altså ikke en reel stigning?

· Hvor meget der i realiteten bliver genplantet i forhold til før, hvor det grønne bælte bestod af mange store træer?

· Om man mener, man har gjort nok i forhold til at inddrage naboerne i projektet og dets støjmæssige konsekvenser - her med tanke på det, der kommer udover selve anlægsfasen?

Herlev Bladet afventer svar.

FAKTA:

Kagsåparkens Regnvandsprojekt skal mindske antallet og omfanget af oversvømmelser og samtidig forbedre vandkvalitet i Kagså og Harrestrup Å. Derudover skal det være en mere indbydende park end tidligere og mere større biodiversitet.

Det strækker sig over et tre kilometer langt forløb fra Klausdalsbrovej til den sydlige del af Eventyrkvarteret.

Kagsåparkens Regnvandsprojekt er et samarbejde mellem Gladsaxe Kommune, Herlev Kommune og kommunernes vand- og spildevandsselskaber, Novafos og HOFOR. Det er entreprenørfirmaet Aarsleff, som udfører det praktiske anlægsarbejde fra 2024-2028.

Udflugt i Kagsåparkens regnvandsprojekt. Foto: Thomas Frederiksen
HOFOR og Novafos i gang med at anlægge Kagsåparken langs Motorring 3. Foto: Thomas Frederiksen
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!