Herlev Bladet

Hospitalsdirektør om letbanen: Godt for personalet, for patienterne og for de pårørende

22. august kommer letbanen til Herlev. I den forbindelse bringer vi over fem afsnit serien 'På sporet af letbanen'. Her har vi spurgt nogle af naboerne til de nye letbanespor, hvad de tror, letbanen kommer til at betyde for dem og for Herlev.

Herlev Bladet skrev første gang om en letbane gennem Herlev i 2008, og i 2011 blev der lavet en samarbejdsaftale mellem staten, Region Hovedstaden og de 11 ejerkommuner deriblandt Herlev. Senere blev den formaliseret, og 22. august føres den ud i livet, når hele strækningen fra Ishøj i syd til Lundtofte i nord åbner, og de grønne tog dermed også kører gennem Herlev. Af samme årsag har Herlev Bladet spurgt nogle af dem, som bor langs sporet, om, hvad de synes om den nye transportmulighed.

En af Herlevs fire letbane-stationer kommer til at ligge lige foran Herlev Hospital, og her møder vi hospitalsdirektør Niels Würgler Hansen, som ikke vil lægge skjul på, at han glæder sig.

»Jeg synes jo, det er fantastisk. Altså jeg glæder mig rigtig meget til det her bliver virkelighed. Vi har jo stået og kigget på byggeriet i nogle år nu, og vi har også bøvlet med, at trafikken har været sådan en lille smule kaotisk rundt omkring. Men når det er sagt, så tror jeg det bliver godt,« lyder det fra direktøren, der letbanen som en fordel for både sine ansatte, patienterne og de pårørende.

LÆS OGSÅ: Strid om skel - kolonihaveejer har ventet i et år

Mindre pres på parkering

»Den binder jo en stor del af vores sundheds-geografi sammen, og det gør, at en del af mit personale formentlig vil få noget lettere ved at komme på arbejde uden at skulle tage bilen. Derudover får patienter og pårørende, som kommer til hospitalet, en meget lettere infrastruktur, end det de har været vant til, og det er et kæmpe plus,« siger han, der som resten af Herlev Kommune også har kunnet mærke presset på parkering.

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi en gang imellem mangler parkeringspladser, og vores personale kører frem og tilbage for at finde en parkeringsplads. Det samme gør vores patienter en gang imellem, og det regner vi med, at det her kommer til at lette ganske betydeligt på,« forklarer han og tilføjer, at hospitalet også opfordrer sine ansatte til at cykel, hvis det er muligt.

det gør, at en del af mit personale formentlig vil få noget lettere ved at komme på arbejde uden at skulle tage bilen

»Folk må også selv bestemme, hvordan de kommer på arbejde, men vi vil jo gerne have, at det foregår på en måde, hvor vi bruger så lidt energi som muligt, hvor vi får så meget motion som muligt, og hvor vi også letter infrastrukturen på hospitalet så meget som muligt,« siger Niels Würgler Hansen, der udover de praktiske omstændigheder påpeger, at letbanen i et større fremtidsperspektiv også er kærkommen for hospitalet.

Artiklen fortsætter under billederne.

Hospitalsdirektør Niels Würgler Hansen glæder sig til letbanen, der kommer til at stoppe lige foran hospitalet. Fotos: Kenneth Hougaard.

Ser ingen ulemper

»Vi arbejder på alle mulige strækninger på at være et grønt hospital i forhold til madspild, hvor meget vand vi bruger, elektricitet og så videre, og så er det jo et kæmpe plus, at vi som en offentlig institution kan være en del af et så stort projekt som det her, hvor vi ved, at det kommer til at betyde noget for vores CO2-forbrug. at man kan komme til hospitalet uden at udlede så meget, som man ellers ville gøre,« understreger han, der heller ikke vil lægge skjul på, at det også betyder noget for brandingen af hospitalet herunder rekruttering af nye ansatte.

Men ser du slet ingen ulemper ved letbanen?

»Jeg tænker, det er virkelig svært at blive i rigtig dårligt humør over, at der kommer en letbane hertil, og jeg kan ikke rigtig finde på noget, der skulle trække fra. Det kan jeg faktisk ikke,« siger hospitalsdirektøren.

Ingen ulykker med ambulancer

Det kan Herlev Bladet måske hjælpe med, for under etableringen har flere herlevborgere ved forskellige lejligheder udtrykt skepsis i forhold til, hvordan letbanens kørsel er afstemt med udrykningskøretøjernes. Adspurgt henviser hospitalsdirektøren til Akutberedskabet i Region Hovedstaden, som har sendt følgende skriftlige forklaring:

'Vores ambulancer kan som andre udrykningskøretøjer krydse letbanens spor, når de kører udrykning, og når det kan ske forsvarligt. Vores medarbejdere er opmærksomme på, at letbane-togene er tunge køretøjer med længere bremselængde end den øvrige trafik, og derfor er de selvfølgelig særligt opmærksomme, når en ambulance skal passere et kryds, hvor letbanen indgår. Som ved al anden udrykningskørsel vurderer personalet den konkrete trafiksituation og passerer kun, når det kan ske sikkert', lyder det.

Akutberedskabet oplyser desuden, at man, hvad angår letbanen på den først åbnede strækning mellem Ishøj og Rødovre Nord, ikke er bekendt med, at letbanen har givet udfordringer for ambulancerne på trods af de ofte mange udrykninger. I 2025 havde man 25.278 kørsler til Herlev Hospital. I gennemsnit cirka 69 om dagen.

ANDRE AFSNIT:

· Borgmester og handelsforeningsformand om letbanen

· Kolonihave-beboere om letbanen

· Virksomhedsdirektør om letbanen

· Beboere om letbanen

FAKTA: Hovedstadens Letbane

  • Kommer fra 22. august til at køre fra Ishøj i syd til Lundtofte i nord.
  • I alt 29 stationer, hvoraf de fire er i Herlev.
  • Kommer til at køre hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage.
  • Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der er plads til kørestole, barnevogne og cykler.
  • Passagerer kan gratis medbringe cykel i letbanetoget.
  • Forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030. Det er dobbelt så mange som i Odense, der i 2025 havde over 7 millioner og Aarhus, der havde over 6.
  • Ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!