Huset ved gadekæret: Nu kan storken bo på taget
Der er nu placeret en storkerede på toppen af Hjulmandens Hus. Det forstærker idyllen af huset, mener bestyrelsen.
Et centralt og historisk sted i Herlev har denne onsdag fået en ekstra dimension, og der er på sin vis bygget en bolig, spørgsmålet er bare, om nogen flytter ind.
Der er etableret en storkerede på taget af Hjulmandens Hus. Det har husets bestyrelse taget initiativ til.
»Når man ser på husets alder, fra 1814, så passer det ganske fint sammen. Det er med til at forstærke idyllen,« siger Jørgen Muldbjerg, der er næstformand i huset.
Jeg ved ikke, om andre fugle kan finde på at indtage sådan en
En fortid på kirken
Storkereden er købt i Jylland og har kostet 3000 kroner. Derudover har fragten og lidt arbejdstimer kostet noget oveni.
Det er ikke fordi, at de nødvendigvis forventer storke, som har været i tilbagegang i mere end 100 år.
»Men engang var der storkerede på kirketaget, og dengang var der storke. Så nu passer det godt her,« siger Bo Zabel, formand for Hjulmandens Hus.
Forventer I at andre typer fugle vil holde til i reden?
»Det er vi ikke herrer over, jeg ved ikke, om andre fugle kan finde på at indtage sådan en,« siger han.

Fiskehejre på taget
Bo Zabel har dog for nylig spottet en fiskehejre på taget, de ses forholdsvis ofte i gadekæret, men han havde ikke set den oven på Hjulmandens Hus før, og det var med til at give idéen til storkereden.
Netop hejrer kan ind i mellem finde på at indtage storkereder, det er dog ikke så almindeligt, oplyser Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Foreningen opremser også på sin hjemmeside, at storke var ganske udbredte i Danmark i 1800-tallet, men de svandt mere og mere ind i løbet af 1900-tallet og var tilsidst i århundredet nærmest kun at finde i Ribe inden for de danske grænser.
Omkring 2000 blev fuglen betragtet som udryddet i Danmark, men er dog vendt tilbage i begrænset omfang de senere år og er endda set på Sjælland og i hovedstadsområdet.
Så helt umuligt er det ikke, at de kan finde på at besøge Herlev, og så vil den have flere muligheder, udover Hjulmandens Hus er der i forvejen en storkerede på Naturcenter Kildegården i de grønne områder i den nordlige del af kommunen.
»Jeg var i Portugal i sommer, og der så jeg så mange storke, at jeg næsten blev træt af dem,« siger Henrik Johansen, direktør i HMJ Byg, der bistod med at få storkereden på plads.


LÆS OGSÅ: Herlevs modstandere er fundet

Der er lukket for kommentarer