Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Hvem mangler en påfugl

En påfugl er i dag blevet set flere steder på Borgerdiget.

En flot hanpåfugl er i dag flyttet ind på Borgerdiget, hvor den har været på besøg i flere haver. Da Herlev Bladets fotograf traf den, var den på Borgerdiget 7, hvor havens ejer kan berette, at hun har kontaktet politiet, der siger at de har fået flere henvendelser om en påfugl i Herlev i løbet af i dag.

Læs også: Ingen større sankthansbål i år. 

Michael Carlsen er biolog i Dyrenes Beskyttelse, og han råder folk til ikke at gå i panik, hvis de finder en påfugl i deres have.

»Det første, vi vil råde folk til, er at prøve at finde ud af hvor påfuglen hører hjemme. Det er højest sandsynligt et sted i nærheden,« siger han og tilføjer, at selvom vi i Danmark ofte tror, at påfugle ikke hører hjemme i vores natur, så kan de sagtens begå sig.

»Så længe, de får føde, er det ikke noget problem. Påfugle kan sagtens klare sig under danske forhold. I Vordingborgområdet har man for eksempel fritgående påfugle rundt omkring i hele byen,« fortæller Michael Carlsen.

Læs også: Pensionistskovturen udsolgt på halvanden time

Vil have udvidet sin horisont

Michael Carlsen maner altså til besindighed og fortæller, at det ikke ligefrem er et engangstilfælde med den løsslupne påfugl.

»Vi ser det ret ofte. Rigtig mange af de dyr, vi har i fangenskab, vil gerne have en lidt større verden at færdes i. De vil måske gerne have udvidet deres horisont, så de synes egentlig bare, det er spændende og har ikke noget ønske om at blive indfanget igen,« beroliger han.

Skulle man ikke have held med at finde påfuglens ejer selv, henviser Michael Carlsen til Dyrenes Beskyttelses fremlysningstjeneste, som kan findes på foreningens hjemmeside. Her kan man efterlyse ejeren, hvis man finder et vildfarent dyr i sin have, som for eksempel en påfugl.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!