Herlev Bladet

Hvis du vil sende et brev: Intet porto til salg i Herlev

Postomdelingen er overtaget af DAO, og borgere kan sende breve via flere lokale butikker, som dog ikke har de krævede ‘brevmærker’. DAO oplyser dog, at en anden løsning er på vej.

Det danske postvæsen, som de senere år har heddet Postnord, stoppede til nytår med at dele breve ud til danskerne efter mere end 400 år.

I stedet har Dansk Avis Omdeling - forkortet DAO, som er ejet af de støre danske aviskoncerner, overtaget opgaven, da det stadig skal være muligt at modtage og sende fysiske breve. Brevene skal sendes via kiosker og forretninger, der har en aftale med DAO, og det kan man seks steder i Herlev og tre steder i Skovlunde, hvor man kan smide sine breve i postkasserøde bokse.

Men ingen af de pågældende steder sælger brevmærker, afløseren for frimærker, der skal på brevene. Der skal borgerne til Ballerup eller Vanløse.

Det er simpelthen en ulempe for folk, der ikke er digitale

Ulempe for ikke-digitale borgere

Det vækker stærk kritik i den lokale afdeling af Danmarks store interesseorganisation for ældre.

»Hvis man kan sende breve, skal man da også kunne købe frimærker, eller brevmærker som de nu hedder, tæt på, hvor man bor,« siger formand for Ældre Sagen Herlev, Hannah Kildahl.

Man kan ganske vist også bestille brevmærkerne via DAO's hjemmeside, akkurat som der er andre services mulige der, men det mener Hannah Kildahl netop ikke kommer de borgere tilgode, som ikke er på computer eller smartphones.

»Det er simpelthen en ulempe for folk, der ikke er digitale, både ældre, men også andre borgere. Det er simpelthen for dårligt, at borgere, der ikke er digitale, ikke ved, hvor de skal gå hen for at købe brevmærker og ikke får det oplyst,« mener hun og tilføjer:

»Jeg synes, at det er stærkt kritisabelt, at der ikke har været en bedre overgang fra Postnord til DAO.«

Brevmærket som ikke kan købes i Herlev. I stedet er en anden løsning på vej. Foto: DAO
Brevmærket som ikke kan købes i Herlev. I stedet er en anden løsning på vej. Foto: DAO

Ikke diktere købmænd

Hannah Kildahl retter kritikken både mod DAO og det politiske flertal på Christiansborg, der med en ny postlov vedtog, at Post Nord ikke længere var forpligtet til at uddele breve. Der mener hun, at de burde have sikret sig, at fysisk salg af brevmærkerne var et krav i udbuddet.

Det er under Transportministeriet, at den danske postudlevering er organiseret, og her melder ministeriets presseafdeling, at en sådan detailregulering ikke er mulig på et frit marked, og de henviser til DAO. Her havde de gerne set, at langt flere butikker solgte brevmærker, men det er ikke noget, som de kan bestemme.

»Vi kan ikke diktere, hvad selvstændige butikker som tankstationer og købmænd skal gøre. De vurderer med alle deres varer, om der er salg i dem, og hvis ikke, køber de dem ikke hjem,« udtaler kommunikationsansvarlig i DAO, Steen Breiner, i en skriftligt svar.

Label på vej

Han nævner samtidig, at en anden løsning er på vej, som skal gøre det nemmere og føre til, at man fremover kan sende breve fra samtlige forretninger, som DAO har en aftale med.

»Ved at indføre muligheden for at printe brevmærker på pakke-label-maskinen løser vi den udfordring. Så skal butikkerne ikke længere købe mærker, men blot formidle et salg. DAO er allerede i gang med at udvikle og teste systemet, som rulles ud hurtigst muligt, formentlig i løbet af et par måneder,« fortæller Steen Breiner, der tilføjer, at borgerne i dag også telefonisk kan få hjælp fra DAO's kundeservice.

Steen Breiner mener, at DAO i december gik bredt ud og informerede om ændringerne, også til ikke-digitale borgere, men den opfattelse deler Hannah Kildahl og andre kritikere ikke.

Flere medier har beskrevet kritisable udbringningsforhold med DAO. Transportministeriet har henvist til en undersøgelse fra efteråret, som viste, at DAO var mere stabil end Postnord på et tidspunkt, inden det statslige udbud var trådt i kraft.

Den kommende tid skal DAO sende valgkort ud til danskerne, når der skal stemmes til folketingsvalg, hvilket afventes med spænding.

Bygadens Vin & Kiosk er et af seks steder i Herlev, der kan sendes breve afsted. Foto: Thomas Frederiksen
Bygadens Vin & Tobak er et af seks steder i Herlev, der kan sendes breve afsted. Foto: Thomas Frederiksen

LÆS OGSÅ:

Fakta:

DAO har aftaler med følgende forretninger i Herlev og Skovlunde, hvor man kan sende breve fra, som afløsere for postkasser, men endnu ikke købe porto:

7-Eleven, Herlev Station - Spilhuset Herlev, Herlev Hovedgade 105 - Bygadens Vin & Tobak, Herlev Bygade 19 - 365discount, Vindebyvej - Midtvejskiosken, Hjortespringvej 98 - Tank Kai Dige Bach, Klausdalsbrovej - Skovlunde Stationskiosk - Meny Skovlunde - SuperBrugsen Skovlunde

De nærmeste salgssteder med brevmærker er ifølge DAO: OK Plus benzintanken på Hold An Vej i Ballerup og Kiosk Linde Allé på Linde Allé i Vanløse

DAO's kundeservice kan kontaktes via virksomhedens hjemmeside eller på telefon 72 33 08 50

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!