Hvorfor bliver Herlev højere?
Herlev Bibliotek melder sig ind i debatten og inviterer til byvandring med kendt arkitekt.
Snakken om, hvor høj Herlevs nybyggerier skal være, er en on-going føljeton, der fylder meget i Herlev Bladets spalter og på gader og stræder. Nu melder Herlev Bibliotek sig ind i debatten med et arrangement 24. september klokken 17.
Nærmere bestemt er der tale om en byvandring anført af den tv-kendte arkitekt Sonja Stockmarr, som vil tage udgangspunkt i spørgsmålene:
Hvorfor er det en tendens, at vores byer herunder Herlev bliver højere?
Hvad er fordele og ulemper ved at bygge i højden?
LÆS OGSÅ: Partier strides om højderne
Én kilometer
Arrangementet er en del af bibliotekets nye tema ‘luft’, og det bærer overskriften ‘Luft i byen – byvandring om arkitektur’.
Byvandringen er overkommelig for de fleste og strækker sig kun omkring en kilometer, men som biblioteket skriver:
‘Man skal heller ikke gå særligt langt for at få indblik i Herlevs byudvikling og arkitektur – fra Hjulmandens Hus ved gadekæret til det nye Herlev Rådhus i bymidten. Vores by byder arkitektonisk på virkelig stor diversitet på meget lidt plads’.
Arrangementet varer frem til klokken 18.30 og er gratis, men kræver billet.
FAKTA: Sonja Stockmarr
· Arkitekt og global design director of landscape i arkitektfirmaet Henning Larsen.
· Har været vært på DR-serien ‘Fremtidens drømmeboliger’.
Der er lukket for kommentarer