Herlev Bladet

I DM-semifinalen: Herlev Bordtennis gjorde rent bord

Sidste års DM-sølvvinder Herlev Bordtennis har igen i år spillet sig i semifinalen, hvor Næstved - sidste års finalemodstander, venter.

Opdateret 14. apr. klokken 13 med info om semifinalemodstander.

Herlev Bordtennis har igen i år spillet sig i semifinalen - og endda ret så overbevisende. Holdet vandt nemlig mod Hørning i en direkte duel om at komme i DM-semifinalen med 5-0. Faktisk blev kampen 6-0, men da man spiller først til fem talte den sjette kamp ikke med i tabellen. Undervejs afgav Herlev blot to sæt, oplyser Herlev Bordtennis i en pressemeddelelse til Herlev Bladet.

Herlev stillede op i noget nær stærkeste opstilling med Thor Christensen, Martin Friis, Shoma Nisihara og Malte Möregårdh. Og dét kunne ses.

»Vi har i løbet af sæsonen blandt andet været plaget af skader og har på grund af turneringsstrukturen ikke fået så mange point med videre fra grundspil 1 til grundspil 2. Derfor havde vi mod forventning kniven for struben i den sidste kamp. Men dejligt at holdet satte trumf på og viste styrken med en klokkeklar sejr,« siger klubbens formand, Sten Nielsen, i pressemeddelelsen.

Stærke modstandere

Her fremgår det også, at Herlev i DM-semifinalen skal møde Næstved. 

Det er grundspilsvinderne fra BTK61, der vælger, om de vil møde nummer tre eller fire i semifinalen, og her har man valgt B75.

»Både BTK61 og Næstved ser uhyggeligt stærke ud i år. Begge klubber kører med langt større budgetter end os og har fået tilgang af topspillere i denne sæson. Men vi har før vist, at vi kan bide skeer med dem, så jeg er møg spændt på semifinalerne,« udtaler formanden.

I sidste sæson spillede Herlev sig for første gang i klubbens 80-årige historie i DM-finalen. Det skete efter en sejr i semifinalen over BTK61’s mangedobbelte danske mestre. I finalen blev det til et nederlag mod Næstved, som Herlev altså nu skal møde igen, men denne gang allerede i semifinalen.

LÆS OGSÅ: Herlevborger vandt DM for 6. gang

Foto: Herlev Bordtennis.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!