Herlev Bladet

Ibrahim vil tage social Herlev-ånd med til 'Borgen'

Enhedslistens kommunalbestyrelsesmedlem i Herlev Ibrahim Benli er med næsten 100 procent sikkerhed valgt til folketinget. Han lover at bevare forbindelsen til hverdagen i Herlev.

De personlige stemmer er endnu ikke talt op, men på grund af Enhedslistens opstillingsform er det nærmest en kendsgerning, at 47-årige Ibrahim Benli fra Herlev er valgt ind i Folketinget fra Københavns Omegns Storkreds, når man ser på partiets stemmetal.

Han skifter til Folketinget efter mere end otte år i Herlev Kommunalbestyrelse.

»Det bliver selvfølgelig noget nyt, hvor det nu bliver et fuldtidsjob for mig at være politiker. Men jeg har gode erfaringer fra kommunalbestyrelsen, jeg kan tage med mig videre« siger han.

Jeg har altid haft en god relation til andre politikere, og det vil jeg blive ved med

Skoleområdet og ældre

Ibrahim Benli nævner, at en kvalitet ved at sidde i kommunalbestyrelsen er, at man er tæt på borgerne og de beslutninger, man træffer. Han lægger vægt på, at de udfordringer han oplever i Herlev, er noget han vil arbejde videre med.

»Det gælder blandt andet skoleområdet, det specialiserede socialområde og den demografiske udvikling med flere ældre. Her er kommunerne udfordrede, det er blevet bedre på det sidste, men kommuner som Herlev kan få endnu bedre vilkår til at klare udfordringerne,« mener han og understreger, at han fortsat vil have tæt samarbejde med Enhedslistens kommunalbestyrelsesmedlemmer i Herlev, hvoraf den ene endda arbejder for partiet på Christiansborg, nemlig hans egen suppleant Stefan Rundstrøm.

»Så der kan han også fortælle mig, hvad der sker i Herlev‚« siger han og fastslår også, at han fortsat vil bo i Herlev og dermed kende til hverdagen i byen.

Etnicitet er ikke en kompetence

I Herlev gør politikerne på tværs meget ud af at fortælle, at de har gode personlige relationer til hinanden på tværs af partiskel, også når partierne ellers står langt fra hinanden. Det håber Ibrahim Benli at kunne overføre til Christiansborg.

»Jeg har altid haft en god relation til andre politikere, og det vil jeg blive ved med. Jeg er da lidt bekymret for, hvordan nogle politikeres markeringer over for hinanden er i Folketinget, men så kan jeg altid sige, at det kan vi godt finde ud af i Herlev, så kan vi vel også finde ud af det herinde?« siger han.

LÆS MERE: Stefan Rundstrøm overtager plads i kommunalbestyrelsen

Ibrahim Benli har kurdisk/tyrkisk baggrund og kom til Danmark som ung fra Ankara. Enhedslisten har altid haft en stærk profil som et parti, der forsvarede etniske monoriteters rettigheder og er imod stramninger på udlændingeområdet, alligevel er det først nu i 2026, at partiet får folketingsmedlemmer med udenlandsk baggrund, hvor ingen af forældrene har været danske statsborgere, efter flere andre partier allerede har haft det i årevis.

»Det betyder ikke noget for mig personligt, da min etnicitet ikke er en kompetence i sig selv. Når det så er sagt, er det vigtigt, at etniske minoriteter også er repræsenteret, og de oplever at være en del af det danske samfund,« siger han og nævner, at udover ham selv bliver Semin Dybvad Demir i Nordsjællands Valgkreds formentlig også valgt.

LÆS OGSÅ: DF'er om succes: Dyrevelfærd har været afgørende 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!