
Da Danmark for nylig havde historisk succes ved VM i ishockey, kunne Herlev Ishockey Klub godt have tænkt sig mere end noget andet, at de kunne sende interesserede børn og unge ud at stå på skøjter og skyde til en puck i maj og juni.
Det kan de ikke, da der ikke er is i hallen mellem fra omkring 1. april og frem til august. Såvel ishockeyklubben som HI Kunstskøjteløb har haft det som et stort ønske gennem flere år, så de kan opnå endnu bedre muligheder for at skabe gode resultater.
På baggrund af dette ønske udregnede Herlev Kommune i fjor, at det ville koste omkring 685.000 kroner årligt at holde isen i skøjtehallen hen over sommeren. Der er tale om et estimat, og kommunen gør opmærksom på, at der kan være tale om et højere beløb på grund af stigende energipriser, og beløbet også vil afhænge af vejret om sommeren.
»Jeg anerkender ønsket og synes, at det er fedt, at de har ambitioner og drømme. Men det er ikke noget, som der er budt ind med i facilitetsprojektet,« siger formand for kultur- og fritidsudvalget, Michele Møller Amundsen (S), med henvisning til de faciliteter, som kommunen vil forbedre efter input fra idrætsforeningerne.
Jeg forstår godt ønsket, men det er en for dyr foranstaltning
Vigtigere med børn og ældre
Hun understreger samtidig, at omklædningsfaciliteterne og toiletterne i hallen er noget af det, som bliver forbedret for tiden.
»Og vi bruger mange penge på idrætsfaciliteter de kommende år,« understreger hun med henvisning til, at der er afsat 55 millioner kroner til formålet hen over fem år.
De konservatives Henrik Hilleberg ønsker ikke at finde omkring 700.000 kroner til is tre-fire måneder mere om året.
»Jeg forstår godt ønsket, men det er en for dyr foranstaltning. I en tid hvor vi skal bruge flere penge på daginstitutioner, skoler og ældreområdet, er det ikke det, som vi vil prioritere nu,« siger han og fremhæver, at skøjtehallen er tilført ekstra faciliteter, da der blev oprettet en ekstra bane for seks år siden.
Hvad siger du til, at klubberne mener, at det har store konsekvenser for dem, at de ikke kan stå på skøjter året rundt?
»Det anerkender jeg, men det står ikke til at ændre lige nu. Daginstitutioner, skoler og ældreområdet, som har højere prioritet,« siger han.
Klub foreslår udleje
Som en del af kommunens estimat for helårsis er en indtægt på 40.000 kroner for offentlig åbning af hallen og dermed entré. HI Kunstskøjteløb foreslår i en kommentar på Herlev Bladets Facebookside, at kommunen kan udleje hallen i endnu højere grad, for eksempel om formiddagen, og dermed skaffe endnu flere kommunale indtægter.
Skøjteklubben henviser til skøjtehaller i andre kommuner, og at der i Herlev allerede udlejes badminton-, tennis- og padelbaner.
Michele Møller Amundsen vil ikke afvise det, men kender ikke til, at der er et potentiale der.
»Jeg er ikke bekendt med ordninger i andre kommuner, men jeg vil gerne høre mere om det. Det er nyt for mig, men hvis de ved noget, vil jeg gerne i dialog med klubberne,« siger hun.
Herlev Bladet har også spurgt repræsentanter fra Enhedslisten og Moderaterne, hvordan de stiller sig til helårsis, de er endnu ikke vendt tilbage.
LÆS OGSÅ: Lokal ishockeyformand savner is lige nu
Der er lukket for kommentarer