Herlev Bladet

Inden plejehjemsbyggeri: Jorden undersøges for historiske fund

Kroppedal Museum skal foretage forundersøgelser i juni på græsset mellem Persillehaven og Krogestykket for at lede efter fund fra oldtiden og middelalderen, inden omfattende byggeri går i gang.

I sig selv er tilblivelsen af plejehjemmet Hammergården på det grønne areal mellem Krogestykket og Persillehaven nærmest et stykke historie med en lang og snirklet tilblivelsesproces, men efter flere års forsinkelse og flere forskellige planer, som led skibbrud, står byggeriet til at gå i gang til næste år.

Og inden det sker, skal det undersøges af arkæologer fra Kroppedal Museum, om der findes spor efter fortidens mennesker i området, så man ikke risikerer, at eventuelle fund bliver ødelagt under byggeriet.

»Det kan være, at der kan findes oldtidsfund, det er jo ikke så langt fra Tubberup Landsby, hvor vi fandt fund for to år siden i forbindelse med et andet byggeri,,« siger museumsinspektør Victor Bizoev, som leder forundersøgelsen, med henvisning til området tæt ved Gammelgaard, hvor der bygges boliger.

Vi kan ikke se, at der skulle være gravet før

Uberørt område

Han og de øvrige arkæologer går til græsarealet for det kommende plejehjem med et åbent sind. Mens landsbyen Tubberup var velkendt inden fundene, og der var gravet og opdaget fund tidligere, vides det ikke, om der har boet mennesker i oldtiden lige netop mellem Persillehaven og Krogestykket. Det er ikke umiddelbart et område, som er blevet undersøgt før.

»Vi kan ikke se, at der skulle være gravet før, eller nogle har gået med detektor der,« fortæller Victor Bizoev og nævner, at der er to kendte landsbyer i området i forvejen, udover Tubberup er det naturligvis Herlev eller Herløv, som den hed tidligere.

Tubberup blev nedlagt i 1600-tallet, men blev afløst af andre byggerier i området, og noget af det har været ganske tæt på det kommende udgravningsområde.

Arkæologerne vil grave på omkring 20 procent af arealet i en uges forundersøgelse i uge 25, mellem 15. og 21. juni. De vil med maskine grave to meter brede søgegrøfter, som det kaldes, og på skrå, da der dermed er større chance for at støde ind i eventuelle huse med stolpehuller, der som regel stod i øst-vestlig retning. Udover stolpehuller fra huse kan fund fra oldtiden eller middelalderen for eksempel være flintredskaber, metalbeslag, søm samt spor af hegn, brønde, ovne eller grave.

Udgravningerne i ugen i juni er afgørende for, om der skal graves videre og foretages en egentlig arkæologisk udgravning, inden byggeriet går i gang. Findes der ikke noget, vurderes det ikke, at der er noget på resten af arealet.

Herlevs nye plejehjem Hammergården skal ligge på Krogestykket og består af tre store bygninger. De mindre rundt om er til ældre og familier. Til venstre ligger Hjortespringkollegiet. Illustration: Herlev Kommune.

Fodboldbane afspærres

Fodboldbanen ved Persillehaven afspærres til udgravningen fra uge 25 til efter sommerferien, selvom udgravningerne kun finder sted i løbet af få dage. Bagefter skal lægges nyt græs, som skal gro, før banen kan bruges igen fra skolestart. Hvis arkæologerne finder noget i jorden, kan arbejdet dog tage længere tid.

Kroppedal Museum ligger i Vestskoven og har det arkæologiske ansvar i 15 kommuner, blandt andet Herlev.

Det kommende byggeri Hammergården skal både bestå af 216 plejeboliger med flere faciliteter udenom. Derudover skal der være 125 planlagte familieboliger og 50+boliger. Byggestart er planlagt til 2027, og beboere skal kunne begynde at flytte ind fra midt i 2029.

LÆS OGSÅ: Perronflytning forsinkes yderligere 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!