Ingen sankthans-bål i år
Flere steder i Herlev melder man om aflysninger af årets sankthans-arrangementer på grund af corona-krisen og forsamlingsforbuddet.
Der bliver ikke sendt hekse mod Bloksbjerg fra Herlev i år. I hvert fald ikke fra Elverparken, Sømosen og Præstebro Kirke, hvor kommunens større sankthans-arrangementer plejer at foregå.
»Det er virkelig øv, for vejret ser ud til at være godt nu, så hvis det ikke er afbrændingsforbud og for varmt til at tænde bål, så er det corona, men det er jo noget, vi er nødt til at tage hensyn til,« lyder det fra sognepræst Hjørdis Kjærgaard fra Præstebro Kirke.
Hun oplyser, at arrangementet plejer at tiltrække op til 250 mennesker, og at man ikke må synge så mange sammen, hvorfor en aflysning er uundgåelig. Årets taler har dog sagt ja til at komme også næste år, lyder det.
Til gengæld fortæller hun, at man holder fast i traditionen med at invitere til sommersange ved grillen den første onsdag i juli, august og september.
Andre aflysninger
Også det store sankthans-arrangement i Elverparken arrangeret af Foreningen for kulturelle aktiviteter i Elverparken er aflyst. Det fortæller Lærke Kiær-Christensen.
»Det er rigtig ærgerligt, men sidste år var vi mere end 1.000 mennesker, så vi vil komme til at stå alt for tæt,« forklarer hun, der dog bemærker, at man arbejder på en plan om at holde en stor fest i efteråret i stedet for.
Grundejerforeningen Højergaard, der traditionen tro laver sankthansbål i Sømosen, har også valgt at aflyse årets midsommerfest på grund af den potentielle smittefare forbundet ved for mange mennesker for tæt på hinanden. Det fortæller formand Cyril Nonberg.
LÆS OGSÅ: Ingen større sankthans-bål i år
»Det bliver ikke til noget, vi kan ikke have 400 til 600 mennesker forsamlet, det kan vi ikke forsvare, så det er tredje gang, vi må aflyse,« lyder det.
DDS Hjortespring Spejder har også valgt at aflyse sit arrangement i år.
Ifølge myndighederne er der forbud mod at forsamles flere end 50 personer samtidigt. Det gælder dog ikke i privat regi. Det gælder heller ikke for ‘lokaler, lokaliteter og arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor kunder, besøgende eller deltagere i det væsentlige sidder ned’. Her må man være op til 500. Forbuddet gælder foreløbigt frem til 8. juli 2020.
Sidste gang sankthans blev aflyst stort set over hele landet var i 2018, og det var på grund af et afbrændingsforbud som følge af en lang tørkeperiode der var det år.
Der er lukket for kommentarer