Ishockey: Børn under 10 år med flere års erfaring på isen
Herlev Bladet har mødt unge ishockeyspillere, hvoraf nogle begyndte meget tidligt med sporten.
Af Anna Djørup-Dahl (erhvervspraktikant)
Der er en lidt gennemtrægende lugt af ishockeyudstyr, og samtidig genkender børn og voksne hinanden med smil og grin.
Herlev Bladet er i Herlev Ishockey Klubs lokaler i skøjtehallen og møder fire spillere under 10 år, som er på vej til træning.
Jeg synes, det er en fed sport
Mor fra Canada
»Min mor kommer fra Canada, og hun syntes, det var en god ide at starte, tror jeg,« siger en af de fire: ni-årige Kai Bøllingtoft, som allerede har spillet ishockey, som er en meget stor sport i Canada, i syv år.
Børn kan begynde til ishockey i Herlev som meget små.
»Jeg startede til ishockey, fordi jeg synes, at det er en fed sport,« siger Arthur Troels Kjeldsen, som også er ni år og har gået i to år, som er holdets målmand.
Sammen med vennerne
De synes, at det er rigtig sjovt at gå til ishockey. Noget af det bedste er kamp og hygge.
Emma Larsen, som er otte år og har spillet fem år, og Carla Müller Egbo er enige om, at det bedste er hyggen.
»At man får lov til at være sammen med sine venner og bare løbe rundt,« supplerer Kai Bøllingtoft.
De er også enige om, at hvis man kan skøjte i forvejen, er det ikke så svært at lære at spille ishockey.
»Første gang jeg var på is, var i Lalandia,« siger Carla Müller Egbo, der er ni år og har spillet ishockey i hele seks år.
Meget udstyr
De fire børn spiller kamp cirka hver anden weekend og træner to-tre dage om ugen. Der bruges meget udstyr, når man spiller ishockey.
Nogle af dem har et skab, ellers skal de tage alt deres udstyr med frem og tilbage med forældrenes hjælp i deres alder.
LÆS OGSÅ: Herlev Ishockeyklub har fremgang i medlemmer på 25 procent

Der er lukket for kommentarer