Ishockey: Mere blågult til de sortgule
Herlev Eagles får tilgang af angriber og back til den næste sæson.
Cheftræneren er svensker, og det er nogle af spillerne også. Og nu kommer der to svenske spillere yderligere, som skal trække i de gulsorte klæder på isen i den kommende sæson i Herlev Eagles.
Han vinder de hårde nærkampe og er ikke bange for at gå ind, hvor det gør ondt
Det handler om den 25-årige angriber David Karlström og den 23-årige backen Isak Ask, som begge har skrevet kontrakt for sæsonen 2025-26. De to spillere tilfører både energi og kvalitet og vil styrke holdets konkurrenceevne på isen, lyder det fra Eagles i en pressemeddelelse, hvor cheftræner Martin Gudmondsson udtaler sig om de to spillere:
»David har en fremragende arbejdsmoral og tager ansvar i alle tre zoner. Han vinder de hårde nærkampe og er ikke bange for at gå ind, hvor det gør ondt. Han kan dække både wing og center, og han er præcis den slags tovejsspiller, vi ønsker til at styrke vores offensiv,« lyder det om David Karlström, og om Isak Ask siger han:
»Vi ser Isak som en spiller, der kan bidrage med både kvalitet og konkurrence i vores unge backlinje. Han har givet klart udtryk for, at han ønsker at udvikle sig i et miljø med erfarne spillere, og vi glæder os til at give ham den platform.«
David Karlström har senest spillet i Karlskrona, som spiller i HockeyEttan, der er den tredjebedste i Sverige, mens Isak Ask kommer fra Lørenskog i den norske eliteserie.

Der er lukket for kommentarer