Ishockeyklub i fremgang: Vindermentaliteten skal styrkes hos de unge
Opsøgende indsats blandt børn samt succes for såvel Eagles og Danmark vurderer formand for Herlev Ishockey Klub er blandt årsagerne til 25 procent fremgang i medlemsskaren.
Herlev Eagles har i disse år succes i toppen af dansk ishockey, men det ikke kun i eliten, at der opleves fremgang for ishockeyen i Herlev.
Herlev Ishockey Klub, der er moderklubben til Eagles, og både har motionsnister og ambitiøse spillere i medlemsskaren, har oplevet en fremgang i medlemstallet på næsten 25 procent på et år.
»Da vi startede på 2025 var vi 315 medlemmer, og i dag et år senere, der er vi 393. Det er en vækst på næsten præcis 25 procent, lige knap 24,7 procent i forhold til for et år siden,« fortæller formand for Herlev Ishockey Klub, Michael Dupont.
Vi har været en klub de sidste mange år, der har haft for lidt fokus på at skabe en vindermentalitet.
Under 10 år
Han vurderer, at flere forhold kan spille ind: Herlevs succes i toppen af dansk ishockey, landsholdets flotte præstation til VM og klubbens egen indsats ved at rekruttere nye medlemmer, specielt de helt unge.
»Vi får rigtig mange fra 10 år og nedefter, det er dem, vi primært har vores fokus på,« siger han.
Klubben har blandt andet samarbejde med skoler og institutioner i Herlev.
LÆS MERE: Mød nogle af de unge ishockeyspillere
Michael Dupont har været formand siden 2023 og har ikke en lang forhistorie i klubben eller ishockey i øvrigt, men han er kommet ind som forælder i klubben og er imponeret af det sammenhold, han oplever i ishockeysporten og Herlev Ishockey Klub.
For ham er det vigtigt med både fornyelse, men også respekt for historien og den særlige Herlev-ånd.

Skal skabe elitehold
I Herlev skal der være plads til den sociale ånd, hvor både børn og voksne skal kunne spille på motionsplan, som han selv er begyndt på. Men elitehold skal også dyrkes.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, og det må du gerne citere mig for, at vi har været en klub de sidste mange år, som har haft for lidt fokus på at skabe en vindermentalitet og nogle hold, der spiller med på U14-, U16- og U18-niveau om de sjove pladser i Danmarksmesterskabet. Det skal vi tilbage til,« fastslår han og lægger vægt på, at der ganske vist har været dygtige individuelle spillere, men i holdsporten mener han, at Herlev Ishockey Klub har præsteret for dårligt.
Han håber derfor, at flere af børnene, som nu begynder i klubben, på længere sigt kan skabe slagkraftige hold. Her lægger han vægt på, at bredden er forudsætningen for sådan en elite.
»En vanvittig bredde er en forudsætning for os at skabe en elite. Man siger jo i bund og grund, at du skal have et sted mellem 60 og 70 U8-spillere for at være sikker på, at du har et bæredygtigt U18-hold,« siger han.
Michael Dupont håber dermed også, at der med tiden kan komme en større strøm af Herlev-spillere ind på Eagles’ hold.
Han glæder sig dog over, at Herlev Ishockey Klubs eget førstehold i denne sæson er nummer to i den næstbedste række 1. division, samme placering som Eagles, der er et selvstændigt selskab, har i Metal Ligaen.
Fornyet satsning på kvinder
Herlev var tidligere blandt de førende i ishockey for kvinder og har vundet flere danske mesterskaber senest i 2014 og fik sølv så sent som i 2021, men i nogle år har det glippet med satsningen her.
Nu er der fokus på det igen, og om alt går vel, har klubben igen et hold i kvindeligaen fra næste sæson, fortæller Michael Dupont. Og når det gælder eliteholdene for kvinder, er det klubberne selv, der driver dem og ikke selvstændige selskaber, der bygges oven på klubberne, som i mændenes metalliga.
Herlev Skøjtehal bruges både af ishockeyspillere og kunstskøjteløbere, og der er også tidsrum, hvor uorganiserede borgere kommer udefra, og inden for de sidste 10 år er to store ønsker gået i opfyldelse.
I 2018 blev der indviet en ekstra skøjtehal ved siden af den eksisterende, som de mange brugere kunne få bedre mulighed for at dyrke deres sport, og i fjor var der en større renovering af faciliteterne, blandt andet omklædningsrummene.
To forbederinger som der er kæmpet for gennem mange år.
Omklædning og is hele året
Michael Dupont har stadig ønsker på vegne af både ishockeyklubben og kunstskøjteløberne.
De kan godt tænke sig ekstra omklædningsrum, som et blandt flere eksempler på, hvornår det er nødvendigt, nævner han timerne før elitekampene, når børn og unge er til træning.
»Herlev Eagles’ udehold skal have stillet omklædningsrummene til rådighed to timer før kampstart, og dommerne skal have et omklædningsrum. Det vil sige, at der ikke er noget omklædningsrum til alle vores ungdomshold. Så de står jo og klæder om over i mellemgangen i nul grader. Så jo, vi er udfordret på omklædningsfaciliteter,« siger han.
Et andet ønske er is i hallen hele året. Som det er nu, fjernes isen cirka mellem april og august. Det, mener Michael Dupont, er hæmmende for Herlevs ishockeyspillere og skøjteløbere, især når de gerne vil dygtiggøre sig.
»Alle der spiller ishockey, som ikke har været på is bare en uge, ved, at der er lige noget rust, der skal bankes af. Så der er jo også noget konkurrence-issue i, at hvis vi gerne vil løfte vores niveau sportsligt i foreningsregi, så er vi simpelthen nødt til at have flere tilgængelige isflader,« siger han.
Måske egenfinansiering
Herlev Bladet har tidligere beskrevet denne problematik, hvor politikerne over en bred kam havde forståelse for ønsket, men også pointerede, at det er et spørgsmål om prioritering af kommunens penge, hvor der er mange ønsker om forbedringer, både inden for idrætsområdet og inden for andre områder.
Michael Dupont fortæller, at der er en løbende diskussion med Herlev Kommune, og at Herlev Ishockey Klub og kunstskøjteklubben HIKU er åbne for selv at bidrage med en stor del af betalingen for is tre-fire måneder mere om året.
LÆS OGSÅ: Herlev-dansere i guldregn

Der er lukket for kommentarer