Han savner kristendom i kirken: Jørn vil tale om Jesus til kirkekaffen

Fordi man er ny i Skovlunde og bor i noget af det nye byggeri, behøver man ikke at tilhøre de yngre i byen. Det er Jørn Nielsen og hans kone Solfrid et eksempel på. 

Ægteparret bor i en af de nye lejligheder i Blokhaven, som de flyttede til efter mange år i Næstved for at komme tættere på børn og børnebørn, da de er blevet ældre og mere skrøbelige. 

Jeg taler ofte bedre med muslimer end danske landsmænd

Kaffe uden Jesus

De holder meget af Skovlunde og kender allerede byen ganske godt. Hver søndag er der arrangeret kørsel fra hjemmet til Skovlunde Kirke for Jørn Nielsen. Han sætter meget pris på kirken, præsterne og menigheden. 

Men en ting generer ham, og det er noget, som han oplever generelt i den danske folkekirke og ikke specielt i Skovlunde, men her forekommer det ifølge ham også. 

Han oplever, at der bliver kigget underligt på ham, når han begynder at tale om Jesus og kristendom til kirkekaffen efter gudstjenesten.

Han kommer med nogle eksempler fra flere kirker: 

»Jeg spørger mennesker høfligt og venligt, hvorfor kommer De her? Når jeg begynder at tale om evangeliet, får jeg at vide, at nu prædiker jeg igen. Jeg spurgte en enlig ældre mand i Næstved, om jeg måtte holde ham med selskab. Det måtte jeg gerne, jeg skulle bare ikke tale om alt det kristendom,« fortæller han og tilføjer: 

»I Danmark er religion blevet til kulturkristendom, men det er ingenting andet end ritualer. 

Jeg kommer i forventning om gode samtaler. Det er som om, at det kirken drejer sig om i dag er socialt samvær.«

Men er socialt samvær ikke også en kristen værdi? 

»Selvfølgelig er det en kristen værdi, men hvis der ikke må tales kristendom, så står jeg af. Man kan da ikke sidde i en evangelisk-luthersk kirke og ikke kunne tale om kristendom,« fremfører han. 

Tro og muslimer

Han understreger, at han godt kan lide gudstjenesterne, hvor der synges Brorson, Ingemann og Grundtvig uden om prædikenen, men han savner samtaler, hvor kristendommen er i fokus mellem kirkegængerne derefter, når de drikker kaffe sammen. 

»Danmark er blevet et humanistisk kultursamfund, også i kirken,« oplever han det.  

Jørn Nielsen har den erfaring, at han i mange tilfælde bedre kan finde en religiøs harmoni med mennesker, der har en anden religion end ham selv. 

»Jeg taler ofte bedre med muslimer end danske landsmænd. Jeg taler med min hjemmehjælper, der er muslim, som hjælper med mine støttestrømper, om at Jesus er en stor profet i koranen, hvor han hedder Isa. ’Han er i mit hjerte som personlig frelser,’ siger hun til mig. Og det er som om, at muslimer ofte lytter bedre til mig, end så mange gør i kirken,« fortæller han.  

Fra fodbold til kirke

Nu skulle man umiddelbart tro, at en gudsfrygtig mand som Jørn, hvor kristendommen spiller en stor rolle, og som kommer i kirken, selv er medlem af folkekirken. Men det er han ikke og har aldrig været det, og han er heller ikke medlem af nogen anden kirke for den sags skyld. 

Som lille blev han ikke døbt, da hans familie ikke mente, at dåben er indgangen til Gud og kristendom, men tro havde bestemt en betydning i familien. Indtil han var 14 år, spillede kristendom ikke nogen stor rolle for ham selv. 

»Hele min verden drejede sig om fodbold, og jeg var fuldstændig forgabt i Fremad Amager, og min kirke var Sundby Idrætspark,« fortæller han. 

Jørn Nielsen havde haft en turbulent barndom. Forældrene var blevet skilt, hvilket ikke var så almindeligt dengang, og moderen var maniodepressiv, og en periode boede Jørn og hans søskende på børnehjem. 

Han morfar havde et missionshus på Nørrebro, som Jørn ikke havde ofret mange tanker, før hans far spurgte, om de ikke skulle tage derhen og opleve prædikanten Marius Sørensen, som faderen selv havde haft glæde af at opleve 25 år tidligere. 

»Så jeg lod fodbold være fodbold og tog med ud i missionshuset - som var resterne af en gammel gartnerbolig, der havde hørt til lystslottet Blågård – og satte mig på bagerste række. Marinus Sørensen talte med varme og inderlighed, og det fængede mig,« fortæller han. Og det sluttede ikke med prædiken i missionshuset.  

»Jeg var 14 ¾ år, og han var 73 år, og han spurgte, om han ikke måtte bede for mig. Han stod i garderoben og ventede på mig, fuld af oprigtig interesse og omsorg,« fortæller han om Marinus Sørensen. 

Et kristent voksenliv 

Jørn Nielsens liv blev fra da af vendt om. Som det første ville han havde fat i bibel, og siden har han levet et liv som forkyndende kristen og evangelist både i Danmark og flere stedet i udlandet. 

Han blev døbt som voksen, i en baptistkirke i Tyskland hvor han var soldat. Men baptist var han eller er han ikke. 

På et ophold i Norge, mødte han sin hustru Solfrid, og de blev gift i 1963, og siden er der kommet børn, børnebøn og et oldebarn til slægten. 

Sideløbende med sin familie og sit kristne virke havde Jørn Nielsen også en erhvervskarriere som sælger i flere danske og internationale virksomheder. 

På trods af han jævnligt frekventerer folkekirken, og han bliver kørt derhen om søndagen, har Jørn Nielsen aldrig meldt sig ind, men overvejelserne er der dog.  

»Jeg bliver godt behandlet, så det er ikke nogle problemer, men jeg så gerne, at kirke og stat var adskilt ligesom i Amerika, i stedet for at kirken skal være statens forlængede arm.  Jeg kunne melde mig ind i så meget, men når vi kommer i himlen, er vi kun et folk. Jeg tror nu nok, at folkekirken nok skal klare det, men jeg overvejer da, om jeg skal blive medlem eller ej,« siger han. 

Nogle vil måske mene, at du nyder kirkens muligheder med blandt andet kørsel, gudstjenester og kirkekaffe, uden at du selv betaler til det. Hvad siger du til det? 

»Det er et godt spørgsmål. Mange af mine skattekroner er gået til kirken, så jeg har været med til at støtte folkekirken gennem mine skattepenge. Men det er da lige før, at jeg tænker på at blive medlem, for så er der jo ingen, som får ondt,« siger han med henvisning til, at udover kirkeskatten er der andre dele af staten, og dermed borgernes skattepenge, som understøtter folkekirken.   

Replik fra en repræsentant fra Folkekirken:

Præst i Skovlunde: Kristendom er så meget andet

For sognepræst i Skovlunde Kirke Helga Tidemann Jensen kan samtalerne over kirkekaffen handle om alle mulige emner, og nærvær mellem mennesker er også kristendom, fremhæver hun.

Sognepræst i Skovlunde Kirke Helga Tidemann Jensen er egentlig enig i Jørn Nielsens betragtninger om de fraværende kristne temaer til kirkekaffen efter gudstjenesten, men hun kommer til en anden konklusion end ham, som hun udtrykker det. 

»Kristendommen kan have mange former, og nogle af dem består ikke af ord. Det handler også om, at vi betror os til hinanden og kommer hinanden ved. Det er livsbekræftende, og det sker i et åbent rum,« siger hun og fremhæver, at kirkekaffen er organiseret af frivillige, en indsats hun er stolt af bliver ydet i Skovlunde.

Hun fortæller, at nogle kommer til kirkekaffe en gang i mellem, andre kommer hver gang, og der lægges mærke til, hvis en af de faste deltagere ikke er med. De bekymrer sig om hinanden.  

Ikke et forkyndende rum 

Helga Tidemann Jensen oplever ind i mellem, at nogle borgere i Skovlunde tror, at det udelukkende er teologiske emner, som er på dagsordenen til kirkekaffen. De har taget fejl. 

Der er netop tale om sognebørnenes og ikke præsternes arrangement. Og hun har haft stor glæde af at lære borgere at kende over en kop kaffe, siden hun begyndte i Skovlunde for to og et halvt år siden.  

»Kirkekaffen ikke er noget forkyndende rum. Det er kirkerummet derimod.  Det kan da godt være, at man vil snakke præstens prædiken, men man kan også tale om bymidtens udvikling og børnebørnene. Det er ikke et rum, hvor man ikke kan tale om kristendom, men man kan også tale om alt mulig andet,« fastslår hun.

Snakken er fri

Selvom det ikke er obligatorisk at tale om Gud, Jesus og tro til kirkekaffen, er det dog heller ikke udelukket at gøre det, og Helga Tidemann Jensen er trist over at høre, at Jørn Nielsen oplever, at der ikke er mulighed for det. 

»Det er helt vildt ærgerligt, men det er ikke et billede, jeg genkender. Det er ærgerligt, at han har den opfattelse, for der skal være plads til alle, men snakken er fri, og snakken går frit,« siger hun og kommer med en forklaring på, hvorfor det kan være, at nogle ikke ønsker at lytte til religiøse emner. 

»Til kirkekaffen er Gud, Jesus og kristendom noget givet, derfor kan det være unaturligt for nogle, hvis det skal fremhæves i tale,« lyder det fra hende.  

LÆS OGSÅ: Skovlunde får et campus