Johan er Eagles' nye træner: Det handler om at stabilisere sig
Johan Åkerman har som Herlev Eagles’ nye træner ikke planer om store ændringer. Det handler om at justere og stabilisere det succesfulde hold.
Herlev Eagles afsluttede i foråret den bedste sæson i næsten 40 år med sølv i den fornemste ishockeyrække og ydermere også sølvmedaljer i pokalturneringen Final4.
Siden er træneren skiftet ud, da svenske Martin Gudmundsson fandt nye udfordringer i hjemlandet. Han er erstattet med landsmanden Johan Åkerman, som Herlev Bladet møder i skøjtehallen.
- Er der et særligt pres på dig ved at overtage et hold efter sådan en succes?
»Det er klart, at der er et pres, og jeg vil ikke være den, som trækker det ned. Men samtidig mener jeg også, at det er gået lige lovlig hurtigt, så når jeg taler med ledelsen i Eagles, handler det mere om at stabilisere sig blandt de fire-fem bedste end det handler om at blive nummer et,« siger Johan Åkerman med henvisning til, at Herlev Eagles for få år siden lå på de nederste pladser i Metal Ligaen.
Jeg skal ikke komme her og forsøge at ændre så meget
Bygge videre
Han er fuld af lovord over det, som er sket i Herlev Eagles de seneste tre sæsoner, derfor handler det også om justeringer og ikke forandringer i hans nye job.
»Det er egentlig bare at bygge videre på det, som allerede er der. Jeg skal ikke komme her og forsøge at ændre så meget, men rette på nogle småting, hvilket kan betyde, at vi kan tage et skridt videre,« siger han.
Johan Åkerman nævner, at han selv og Martin Gudmundsson er tilhængere af den samme ’svenske intensive stil’ på isen, og de to trænere har da også talt sammen om jobbet i Herlev.
Johan Åkerman virker som et roligt menneske, men akkurat som han har en intensiv spillestil, kan han også være meget intensiv som træner, fortæller han, og er meget til stede, når træningen er i gang.
»Jeg er meget kommunikativ, og jeg taler meget med spillerne. Når vi træner, så træner vi,« fastslår han.
Respekt for dansk ishockey
Johan Åkerman er 53 år og har en lang spillerkarriere bag sig og har været i forskellige trænerroller de seneste 13 år.
Både som spiller og træner har han været i forskellige lande, men det er første gang, at han er i Danmark, som traditionelt rangerer et godt stykke under Sverige, i hvert fald når det gælder klubbernes formåen og styrke. Dansk ishockey har været inde i en positiv udvikling de sidste efterhånden mange år, hvilket han også bemærker.
»Jeg har stor respekt for dansk ishockey. Der er mange gode spillere, som kommer fra Danmark, og det er jo bare at tænke tilbage på A-VM i 2025, så kan man kun respektere Danmark,« siger han.
Herlev kender han ikke meget til på forhånd, men han beretter, at det har været positivt at træne spillerne den første tid.
Bor ved stationen
Privat er han bosat tæt på Herlev Station, så han lærer også byen at kende uden for den skøjtehallen, som han dog understreger, at han vil befinde sig i en stor del af hans vågne timer.
»Jeg kommer i hvert fald til at lære skøjtehallen at kende. Jeg elsker at arbejde med ishockey, så det er her, jeg trives,« siger han med et smil og erkender, at den ikke er den mest moderne hal, der er i Herlev, men han har også oplevet haller, som var mere utidssvarende.
»Og så passer det intime også godt til intensiv ishockey,« peger han på.
Herlev Eagles spiller første kamp i den nye sæson onsdag 2. september på udebane mod Esbjerg. Inden da har holdet i slutningen af august spillet træningskampe i Belfast.
LÆS OGSÅ: Hvem skal være Årets Sportsprofil 2026?

Der er lukket for kommentarer