
Jonna blev hyldet og fejret: 90 år og frivillig på hospitalet
Jonna Anni Rasmussen har været Røde Kors-patientstøtte på Herlev Hospital i 11 år. Nu har hun rundet 90 år og blev fejret af frivillige og ansatte.
»Dagen før jeg blev 90, tænkte jeg da godt på, at det var min sidste dag i firserne, og så var der en, som sagde: Nu er du på vej mod de 100. ‘Åh, hold da op,’ svarede jeg.«
Sådan lyder det fra Jonna Anni Rasmussen, som i lørdags 8. februar fyldte 90 år.
I snart 65 af disse år har hun boet i Herlev, og de seneste 11 år har hun været frivillig Røde Kors-patientstøtte på Herlev Hospital.
Jeg vil gerne hjælpe andre, men det giver også mig noget at være her
Hjælper folk på vej
Hun er på hospitalet hver fredag klokken 11.30-15, og denne fredag overraskede andre frivillige hende med mousserende vin og kage i anledning af den runde dag.
»Min mand var død, og så skulle jeg foretage mig noget, og Røde Kors søgte frivillige,« fortæller hun om årsagen til, at hun blev frivillig på hospitalet.
Hendes frivillige indsats består blandt andet i at vise folk vej og hjælpe patienter ned fra ambulatorier.
»Jeg vil gerne hjælpe andre, men det giver også mig noget at være her. Der er så mange søde mennesker her,« siger hun og peger på dem, der har sørget for overraskelsen med flag, kage og boblevand.

Fortid som sygehjælper
Jonna Anni Rasmussen har været sygehjælper i 32 år, heriblandt mange år på Hvidovre Hospital, så hun kendte ganske godt hverdagen på et hospital, da hun begyndte som frivillig.
Hun måtte stoppe med at arbejde på grund af dårlig ryg, og hun nævner da også, at det kan blive til et stop som frivillig af samme grund på et tidspunkt. Men lige nu har hun ingen planer om at stoppe.
Jonna Anni Rasmussen har andet at se til, når hun ikke er på hospitalet om fredagen, for eksempel har hun en stor familie. Hun har fem børn, hvoraf det ældste er 73 år, 11 børnebørn og 16 oldebørn.
LÆS OGSÅ: Sådan skal der bygges fremover i Herlev
Der er lukket for kommentarer