Jubel: Årets handicappris går til fodboldklub
Holdet ‘Alpetoppen’ er et af flere elementer, som udmærker sig på idrætsområdet i Herlev, når det gælder muligheder for handicappede.
Årets handicappris i Herlev Kommune er i år gået til fodboldklubben B1973 Herlev, som igennem mange år har sørget for, at mennesker med funktionsnedsættelse er en del af fællesskabet med bold, bevægelse og socialt samvær.
Det er Handicaprådet i kommunen, som uddeler prisen.
I B1973 har man blandt andet etableret holdet ’Alpetoppen’, som er tilpasset mennesker med særlige behov og forskellige former for funktionsnedsættelse.
Alpetoppen knytter mennesker sammen gennem fodbolden, men ikke kun det. Alpetoppens spillere deltager sammen med klubbens øvrige medlemmer i klubfester, cykelløb, bowling og den årlige julefrokost. B1973 udmærker sig ved, at have mange mangfoldige aktiviteter, hvor fodbold og social sammenhørighed tænkes sammen på kryds og tværs, og det er Alpetoppen en del af.
Prisen blev overrakt på Rådhus Hjortespring af formand for Handicaprådet, Gitte Friberg Bomholdt.
Der er lukket for kommentarer