Herlev Bladet

Julebanko i Dildhaven: “I dag snakker vi ikke om det, der er svært”

Efter sidste års succes var Familieindsatsen for udsatte børn og unge på Dildhaven klar til igen i år at holde julebanko for stedets brugere onsdag denne uge, og at dømme efter antal fremmødte lå succesen lige for igen i år. Omkring 75 børn, unge og forældre, skønnede personalet, var mødt op og klar til at kapre nogle af de lækre præmier, som var blevet sponsoreret i dagens anledning. Men først var der lige nogle konstateringer og opklarende spørgsmål fra forsamlingen.

»Øv, der er kun 'pigeting',« lød det fra en dreng ved et af bordene om præmierne, mens en anden, en pige, kvitterede ved at sige: »Nej, der er kun drengeting,«, og på den måde virkede det som om, personalet i deres præmievalg havde balanceret tingene rimeligt godt

det der med, hvis vi også kan være et sted, hvor der sker noget rigtig dejligt, og hvor vi sørger for en dejlig stund mellem forældre og børn, det er så fedt

Inden dagens opråb af tal, som blev foretaget af den daglige leder, Lauge Lohse, skulle han også lige sætte nogle af børnene ind i, hvordan man spiller banko.

»Er der nogle, der ved, hvornår man har banko?,« spurgte han, hvortil en svarede, at når man har en række, så har man banko.

»Hvad hedder det så, når man har fyldt alle tre rækker?,« fortsatte lederen.

»Fuld plade,« var der flere, der svarede, og så gik spillet ellers i gang.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fede præmier

Undervejs fik Lauge Lohse også tid til at fortælle, hvad de forskellige numre bliver kaldt af dem, der er hardcore bankospillere. 'Engelsk jul' er for eksempel nummer 25.

»Men hvad er hippie-tallet så?,« spurgte opråberen.

»69,« svarede en foræder kækt, men måtte indse, at det var tallet før.

De mange præmier, som talte spil, LEGO, dukker, bamser og søde sager samt flere gavekort gik som udgangspunkt til dem, der vandt i banko, men der var også en forståelse af, at alle kom til at vinde - så ingen gik tomhændet hjem, og efter cirka 20 minutter var den første vinder fundet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der mange sponsorgaver til Familieindsatsens julebanko. Foto: Kenneth Hougaard.

Glemmer det svære

Familiebehandler Janni Christensen sørgede for at skrive de brugte numre op på en tavle. Hun var også med sidste år, og spørger man hende, er sådan et arrangement guld værd for institutionens børn og unge.

»Når vi mødes med familien, så er det jo ofte, fordi der er noget, der er mega svært. Så det der med, hvis vi også kan være et sted, hvor der sker noget rigtig dejligt, og hvor vi sørger for en dejlig stund mellem forældre og børn, det er så fedt.

Også det her med at se, at andre familier også nogle gange kan have brug for hjælp. Altså at vi normaliserer det lidt,« forklarede hun, der også glædede sig over at se forældre, der er skilt, dukke op for at være sammen med deres børn.

»Lige i dag snakker vi overhovedet ikke om alt det, der er svært. I dag har vi det bare sjovt. Og så er det jo også nogle familier, som nogle gange kan være i nogle sårbare positioner sådan rent økonomisk. Så det her med også at give nogle børn nogle fede gaver, det synes vi er mega fedt,« lød det.

 

FAKTA: Familieindsatsen (Familiehuset, Dildhaven)

· Hjælper familier med børn og unge fra 0-18 år, som er i mistrivsel. Rummer også døgninstitutionen Ungehjemmet Dildhaven, hvor der bor 11 unge fra 13 til 18 år.

· Det kan være børn og unge, som har diagnoser herunder ADHD eller autisme. Problemer med skolevægring eller andre familierelaterede udfordringer.

· Indsatsen er for herlevborgere og kræver visitation fra kommunen.

· Der bliver hjulpet cirka 100 familier ad gangen, og der er cirka 15 familiebehandlere tilknyttet.

Kilde: Herlev Kommune

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!