Julelysene genopstår
Julebelysningen på Herlev Bygade genopsættes, mens der som altid vil være julelys og udsmykning i gågaden.
Sidste år var det kun gadelamperne, der lyste Herlev Bygade op i november og december. Men i år er der udsigt til, at der igen bliver opsat julelys i gadebilledet.
‘Der bliver opsat julelys i træerne på Herlev Bygade i år. Det forventes, at lysene tændes i forbindelse med juletræstændingen,’ oplyser Herlev Kommune i en mail til Herlev Bladet.
Juletræet tændes fredag 29. november klokken cirka 17.15 foran Herlev Kirke.
Samtidig er det også planen at opsætte julelys i træerne ved Rådhus Hjortespring, lyder det i mailen. Om der kommer julelys ved Herlev Rådhus er endnu uvist, da bygningen ikke er ejet af kommunen.
LÆS OGSÅ: Se video – Dina blev mester i højtlæsning
Hører sig til
Sidste år besluttede kommunen ikke at opsætte lys langs Herlev Bygade, fordi lysene skulle repareres, og det ville blive for dyrt.
Udover ‘den kommunale julebelysning’ står Centerforeningen i samarbejde med Herlev Handelsforening også for at lyse julen på vej. Det sker med den årlige oppyntning af gågaden ved Herlev Torv. En fast tradition, der på trods af energi- og coronakrise altid har været der.
det er hyggeligt og hører sig til, og det skaber noget lys i den mørke tid. Og så vidner det om, at vi har en lokal bymidte, som er vigtig for os
»Vi starter på mandag med at sætte den op, og vi synes, det er et meget passende tidspunkt at sætte den op midt i november – det er ikke for tidligt,« fortæller Henning Bruun, formand for handelsforeningen, og fortsætter:
»I dag er det ikke nogen selvfølge, at der kommer julelys i gaden, men i Herlev gør Centerforeningen og Herlev Handelsforening det i fællesskab, fordi vi synes, det er hyggeligt og hører sig til, og det skaber noget lys i den mørke tid. Og så vidner det om, at vi har en lokal bymidte, som er vigtig for os. Så hvis det står til mig, er det det sidste, vi kommer til at spare på,« understreger han.
Der er lukket for kommentarer