Herlev Bladet

Justitsminister om hærværk mod valgplakater: “Usmageligt og utilstedeligt”

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) besøgte mandag Herlev for at snakke med borgmesteren om det forebyggende tryghedsarbejde i Herlev Nord.

Af Thomas Frederiksen og Kenneth Hougaard

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) besøgte mandag Herlev for at snakke med borgmesteren om det forebyggende tryghedsarbejde i Herlev Nord. I den forbindelse spurgte Herlev Bladet ham om de seneste episoder med hærværk mod valgplakater.

»For det første synes jeg, det er fuldstændig usmageligt og utilstedeligt. Det er helt rimeligt at være uenig med politikere, men det her er hærværk, og det er strafbart,« siger han, der ved, at politiet generelt er opmærksom på kriminel adfærd mod kommunalpolitikere i denne tid og håber, at de vil forfølge og stille gerningspersonerne i Herlev til ansvar.

Det der er endnu mere trist er, at det lægger sig oven på en tendens, hvor vi kan se, at flere af vores kandidater og valgte til byråd og kommunalbestyrelser og regionsråd oplever trusler, chikane, hærværk

»Det der er endnu mere trist er, at det lægger sig oven på en tendens, hvor vi kan se, at flere af vores kandidater og valgte til byråd og kommunalbestyrelser og regionsråd oplever trusler, chikane, hærværk og for nogens vedkommende vold. Det er et anslag mod demokratiets fundament. Og derfor går vi i gang med forhandlinger med Folketingets partier lige om lidt om det, vi kalder en demokratipakke. Altså tiltag, der skal understøtte og beskytte særligt vores lokalvalgtes demokratiske repræsentation,« forklarer han og tilføjer, at der jo ikke bare er tale om en trussel mod lokalpolitikerne i Herlev, men en trussel mod hele demokratiet.

Frygter kandidat-flugt

Hvad er skrækscenariet?

»Det er jo, som vi allerede står i nu, at flere vælger at sige: 'Jeg har ikke lyst til at stille op til valg. Det er jo også, tror jeg, en af de underliggende forklaringer, desværre, på, at det for mange partiers vedkommende har været lidt vanskeligere at rekruttere kandidater til det her valg, og det har været lidt vanskeligere at rekruttere især kvindelige kandidater. Og det er jo et kæmpe, kæmpe problem. Hvis vi bare lader stå til, så bliver det et større problem ved næste valg og et større problem ved valget derefter, indtil vi på et tidspunkt når til et punkt, hvor nogen med rette kan stille spørgsmålstegn ved repræsentativiteten,« påpeger ministeren.

Artiklen fortsætter under billedet.

Venstres spidskandidat i Herlev, Benjamin Haxha, har oplevet hærværk mod hans valgplakater. Foto: Benjamin Haxha
Venstres spidskandidat i Herlev, Benjamin Haxha, har oplevet hærværk mod hans valgplakater. Foto: Benjamin Haxha

Dybt rystet

Fra lørdag klokken 12 måtte der sættes valgplakater op i Herlev, og efterfølgende har Københavns Vestegns Politi modtaget fire anmeldelser om hærværk mod valgplakterne i Herlev. Det er specifikt begået mod Venstres spidskandidat Benjamin Haxhas plakater ved Herlev Bymidte, Herlev Station, Herlevhallerne og ved Herlev Byskov, afd. Eng. Flere af hans plakater er revet ned, og han har i et tilfælde dokumenteret via et videoklip, at en gruppe hætteklædte mænd i mørkt tøj hev plakaterne ned i Herlev Bymidte. Efterfølgende, fortæller han, at han konfronterede dem med det, hvorefter de skulle være blevet ubehagligt og råbt op i hovedet af ham: 'Hvad vil du gøre ved det?'.

Men når nogen systematisk river alle mine plakater ned og udviser truende adfærd over for mig i Herlev Bymidte, så er det ikke længere bare en politisk uenighed

»Jeg er dybt rystet og påvirket af episoden. Jeg kan godt tåle, at folk er uenige med mig politisk, det er en del af demokratiet. Men når nogen systematisk river alle mine plakater ned og udviser truende adfærd over for mig i Herlev Bymidte, så er det ikke længere bare en politisk uenighed. Det er politisk motiveret hærværk, og et direkte angreb på det lokale demokrati,« siger Benjamin Haxha i en pressemeddelelse.

Herlev Bladet har talt med lokalpolitiet, som oplyser:

»Det er noget, som har vores bevågenhed. Det er vigtigt, at folkevalgte skal have gode vilkår for at udbrede deres virke i et demokrati,« siger politikommisær Lars Jørgensen, Københavns Vestegns Politi, som leder politiindsatsen i blandt andet Herlev. Sagerne efterforskes.

LÆS OGSÅ: Valgmødet var dedikeret til beboerne i det almene, men de mødte ikke op

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!