Kagsåparken: Regnvandsprojekt forventes 100 mio. kr. dyrere og forsinkes et år
Det tre kilometer lange regnvandsprojekt på grænsen mellem Herlev og Gladsaxe kommuner er nu først klar i 2029, ses det af en ny tidsplan. Budgettet for projektet er steget med 100 millioner kroner, og det kan påvirke borgernes takster.
Hvis du gik og glædede dig over, at regnvandsprojektet med Kagsåparken snart er halvvejs, og du så frem til at gå eller cykle gennem det grønne område på grænsen mellem Herlev og Gladsaxe igen, så skal du have lidt mere tålmodighed.
Tidsplanen er nemlig rykket, så projektet nu først står til at blive færdigt i 2029 modsat 2028, som det først er meldt ud og fortsat kan ses på skilte ved projektet.
Det skyldes blandt andet, at projektet har vist sig langt mere kompliceret end først forudset, blandt andet ved håndteringen af grundvand, lyder det fra selskaberne bag projektet.
'Vi foretog i starten en række prøveboringer på udvalgte steder i parken, hvilket som regel giver et præcist billede af forholdene i undergrunden. I Kagsåparken er geologien dog meget kompleks, og derfor fik vi ikke et helt præcist billede af forholdene fra start,' udtaler Martin Lykke Jensen, områdechef for vand og spildevandshåndtering i forsyningsselskabet HOFOR, i en skriftlig kommentar til Herlev Bladet.
Det er HOFOR og et andet forsynings- og spildevandsselskab Novafos, der står bag projektet i samarbejde med Herlev og Gladsaxe kommuner, som er medejere af de to selskaber sammen med andre kommuner.
Det har vist sig, at undergrunden ændrer sig inden for ganske få meter
Ret usædvanligt
Martin Lykke Jensen forklarer, at forholdene under jorden i parken er særdeles specielle. Og udover det bliver forsinket, bliver det også dyrere, tidligere var det budgetteret til 783 millioner kroner, nu er prognosen 888 millioner.
»Det har vist sig, at undergrunden ændrer sig inden for ganske få meter, hvilket er ret usædvanligt. Det har betydet, at vi løbende har måttet skifte metode til at sænke grundvandsstanden og samtidigt har skullet rense mere oppumpet grundvand end forventet. Heri ligger den største fordyrelse af projektet og hovedårsagen til forsinkelsen,« siger han.
I Herlev kunne man sidste sommer betragte, at søen i Elverparken nærmest forsvandt en periode blandt andet på grund af grundvandssænkningen. Som en del af udfordringerne er der også fundet PFAS-kemikalier i noget af grundvandet, som har skullet håndteres.
Fordyrelsen kan brugerne af HOFOR, det vil sige alle indbyggere i Herlev, kunne komme til at mærke på pengepungen, men dog i mindre omfang, forsikrer Martin Lykke Jensen.
'Vi forventer, at det i mindre grad vil komme til at påvirke spildevandstaksterne, men først om en række år, efter projektet er afsluttet. Vi kan ikke sige det præcise omfang, men det bliver ikke i samme omfang som i 2026,' udtaler han med henvisning til, at prisen i Herlev er steget med 19 procent i år.
Artiklen fortsætter under billedet.

Mindre åbning en mulighed
Midt i den ærgerlige nyhed om at projektet som helhed er forsinket, og man derfor må vente med sine gå- løbe- eller cykelture gennem parken, eventuelt som den hurtigste vej på vej til studie eller arbejde, til foråret 2029, så kan der gemme sig en god nyhed for dem, der ønsker at benytte den nordligste del af Kagåparken mellem Kagsåvej og Klausdalsbrovej.
Det er nemlig den mindst komplicerede del af projektet, og HOFOR og Novafos undersøger, om det kan åbnes tidligere. De oplyser dog ikke, hvornår det kan komme på tale.
'Vi arbejder hårdt og målrettet for, at vi kan lykkedes med at åbne den nordlige del af projektet tidligere. Det gør vi blandt andet ved at gennemgå tidsplanerne og se på, om der er nogle steder, hvor det er muligt at optimere arbejdet, så det kan lykkes. Det er endnu for tidligt at sige, men så snart vi ved om og hvornår, det kan ske, melder vi det ud til alle relevante parter inklusiv naboer og brugere af parken,' fastslår Martin Lykke Jensen.
LÆS OGSÅ: Frivillige samlede mere affald ind end sidste år
Fakta:
Kagsåparkens Regnvandsprojekt skal mindske antallet og omfanget af oversvømmelser og samtidig forbedre vandkvalitet i Kagså og Harrestrup Å. Derudover skal det være en mere indbydende park end tidligere og mere større biodiversitet.
Det strækker sig over et tre kilometer langt forløb fra Klausdalsbrovej til den sydlige del af Eventyrkvarteret.
Kagsåparkens Regnvandsprojekt er et samarbejde mellem Gladsaxe Kommune, Herlev Kommune og kommunernes vand- og spildevandsselskaber, Novafos og HOFOR. Det er entreprenørfirmaet Aarsleff, som udfører det praktiske anlægsarbejde.

Der er lukket for kommentarer