Herlev Bladet

Kamel og æsel: Usædvanlige gæster på plejehjemmet

Lærkegaard Center havde mandag formiddag eksotisk besøg af et æsel og en kamel. Kamelen kunne både lide gulerødder og småkager.

»Det er meget herligt, jeg kan godt lide dyr,« lyder det fra plejehjemsbeboeren Jytte Veirup, da Lærkegaard Center mandag har besøg af en kamel og et æsel fra Dronningmølle Æsel- og Kameludlejning.

»Men bare den ikke snupper os,« siger 102-årige Helene Schmidt med et smil om kamelen.

»Du kan skrive, at 102-årige Helene er blevet kysset af en kamel,« siger social- og sundhedshjælper Maiken Pedersen, som er særdeles aktiv i flere af  de sociale begivenheder på plejehjemmet, med et grin.

Kamelen har været tæt på de to ældre damer, og den bliver fodret med gulerødder af dem og hele vejen rundt om bordet. Den snupper sig også lige en småkage eller to, som er fremme og kommer også til at vælte en kaffekande undervejs.

Det er ligesom hunde, som godt kan lide at gå tur i stedet for at være inde hele tiden

Rolig og smuk

Helene Schmidt fortæller da også, at hun aldrig har været så tæt på en kamel før i sit 102-årige liv. Endnu et bevis på at det aldrig er for sent at prøve noget nyt.

Maiken Pedersen mener, at det er vigtigt at skabe nogle oplevelser udover det sædvanlige for folk på plejehjem, i forvejen er hun engageret i 'Cykling uden alder', besøg af børnehaver og sang og musik, og hun mener, at besøget af kamelen og æselet skaber øget glæde i hverdagen.

»Det er helt fantastisk, så rolig og smuk sådan en kamel er,« siger beboeren Lis Larsen, som er blevet glædeligt overrasket, efter hun ikke var meget for dette besøg i morges.

Kan lide at være ude

Kamelen er fire år gammel og hedder Razoul, mens æslet er 21 år og hedder Pepe. De kommer fra Dronningmølle Kamel- og Æseludlejning, og herfra forsikrer indehaveren Henrik Møller, at dyrene lever under gode vilkår, når de er ude på besøg hos for eksempel børn og ældre.

»De er stille og rolige og tager sig nogle gulerødder, hvis de ikke brød sig om det, ville de bide, sparke og løbe væk. Det er ligesom hunde, som godt kan lide at gå tur i stedet for at være inde hele tiden,« siger han, som har fem kameler og fire æsler i sin udlejning.

Det er Eva & Kai Dige Bach’s lille fond, som har doneret pengene til besøget af kamelen og æslet.

Der var glæde over besøget, men for nogle kan man også opleve noget, som er mindst lige så sjovt.

»Er det bedre end en håndboldkamp?« spørger Maiken Pedersen beboeren Else.

»Bop, bop,« lyder det fra Else.

LÆS OGSÅ: Jorden under kommende plejehjem undersøges for historiske fund

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!