Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Kampen mod sort arbejde giver millioner i kommunekassen

En effektiv sagsbehandling og kamp mod socialt bedrageri gav kommunen knap fem millioner tilbage i 2017. Indsatsen virker, lyder det fra tilfreds udvalgsformand, der vil undersøge, om der kan gøres endnu mere.

4.839.236 kroner tjente Herlev Kommune i 2017 på at bekæmpe socialt bedrageri og køre en mere effektiv sagsbehandling med kontrol af for eksempel uretmæssige udbetalinger med mere. Det fremgår af det seneste referat fra Arbejdsmarkedsudvalget.

Det er Herlev Kommunes såkaldte Kontrolfunktionen, der står bag millionindtjeningen, hvoraf de 1.504.193 kroner dækker krav om tilbagebetalinger, mens de resterende 3.335.043 er besparelser. Blandt andet på området for kontanthjælp og sager med enlige.

»Det er ved at blive et effektivt system, og det viser, at indsatsen virker, men også at der er nogen folk, der snyder, og sådan vil det nok altid være. Det skal vi som myndighed sørge for at få stoppet og kræve pengene tilbage. Det er fællesskabets penge, kan man sige, og de kunne være brugt på andre områder«, påpeger formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Hilleberg (C).

En styrket indsats

Ifølge ham er det dybt uacceptabelt, og derfor har han faktisk bedt forvaltningen om at undersøge, hvorvidt det ville kunne give flere sager at øge den nuværende bemanding på to ansatte.

»Spørgsmålet er, hvad kunne vi ellers fange. Vi forhindrer snyd med offentlige midler, men vi tjener også pengene ind igen«, lyder det fra udvalgsformanden, der gerne vil lægge op til at øge indsatsen.

I alt havde Kontrolfunktionen sidste år 628 sager, som bredte sig over sager, hvor der er tvivl om enlige forsøgere, folkeregistersager, kontanthjælpssager med indkomst, formue, arbejde og borgere, der er rejst ud af landet uden tilladelse, sygedagpengesager og sager med virksomhedskontrol.

Kontrolfunktionen består pt. af to medarbejdere og er en del af Center for Job, Unge og Borgerservice i kommunen.

Næste år vil man kaste sig over nye fokusområder såsom EU-borgeres opholdsgrundlag, selvstændige erhvervsdrivende der modtager sygedagpenge og enlige forsørgere ret til økonomisk friplads på en daginstitution.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!