Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Kan blive en udfordring at finde plads til delecykler

Mandag denne uge blev en masse grønne el-delecykler opstillet rundt omkring i Herlev som led i et nyt projekt.

Mandag denne uge kunne herlevborgerne stå op til en masse grønne el-delecykler, som Region Hovedstaden havde stillet op på rad og række ved knudepunkter rundt omkring i kommunen. Det sker som led i et delemobilitetsprojekt for kommunerne langs den kommende letbane. Fredag kunne de samme borgere så se cyklerne opstillet mere hulter til bulter. For eksempel ved Herlev Bibliotek, hvor de mandag stod og fyldte det meste af bibliotekets cykelstativ, men altså nu er blevet fjernet.

Hvorfor har man placeret delecyklerne i eksisterende cykelstativer, hvor de optager pladsen for andre, og ikke etableret et selvstændigt cykelstativ til dem?

‘Det kræver ekstra økonomi og plads, at etablere ekstra cykelstativer. Og derfor har vi i prøveperioden valgt, at bruge eksisterende cykelstativer. Vi stræber efter ikke at placere flere cykler i stativerne end der er plads til, så der stadig vil være plads til borgernes egne cykler. Hvis det viser sig, at der bliver en udfordring med plads til ”almindelige” cykler, kommer vi at justere mængden af delecykler,’ lyder det i et skriftligt svar fra specialkonsulent, Morten Heile Hass, fra Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Delecyklerne ved Herlev Bygade/torv står heller ikke så pænt, som de gjorde i starten. Foto: Kenneth Hougaard.

Bliver hentet

Hvad gør I for at holde styr på cyklerne?

‘Cyklerne er udstyret med GPS, og kan kun afleveres i de hubs, der fremgår af appen. Brugerne kan dermed ikke afslutte turene udenfor disse.’

Hvor tit bliver der tjekket op på dem?

‘Cykler, som ikke er parkeret det rigtige sted, bliver hentet indenfor 72 timer. Hvis cyklerne er placeret til fare for andre, så er vores mål at fjerne dem hurtigst muligt.’

Ifølge Region Hovedstaden kan man allerede nu se, at brugerne så småt er begyndt at bruge cyklerne.

I Herlev er cyklerne blandt andet placeret ved Herlev Rådhus, Herlev Bibliotek, bygaden, BIG, stationen og McDonalds

Se kort her.

FAKTA:

  • I de ni kommuner langs Ring 3 vil der fra 1. september løbende blive sat 1800 dele-elcykler ud.
  • Kommunerne i projektet er: Albertslund, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.
  • Region Hovedstaden finansierer ordningen med 3,5 mio. kr. Projektet er også støttet af EU-programmet Interreg NSR.
  • Projektet løber frem til den 31. december 2025.​
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!