Herlev Bladet

Kaos i bofællesskabet: Unge i drama på scenen

For første gang i årevis er der en egentlig ungdomsmusical i Herlev med udelukkende teenagere i rollerne – skabt i samarbejde mellem Den Kreative Dramaskole og Herlev Kommunes Ungdomsskole.

Julia er en ung pige, som bor sammen med sin roommate. En dag flytter en ny pige ind, og det fører konflikter og komplekse tilstande med sig.

Det er ikke virkelighed, men det kunne det være. Julie er en rolle i musicalen 'Komplex', der opføres i Herlev Teaterbio to gange den kommende weekend. Komplex er et kaotisk bofællesskab fyldt med hemmeligheder, misforståelser og skjulte konflikter.

Der er tale om noget af en nyskabelse denne sæson. Det er Den Kreative Dramaskole, der er gået sammen med Herlev Kommunes Ungdomsskole om et dramaforløb, og de medvirkende er teenagere.

Det er Annabella Dyrgaard, der spiller rollen som Julia, og som øver sammen med de øvrige i forestillingen på Klauzdal.

»Jeg har gået til drama før, men så var jeg på efterskole, hvor jeg ikke fik spillet skuespil, og så lød det som en god idé at være med her,« siger hun, der til daglig går på HF.

Det er fedt ikke bare at medvirke, men også være med til at sætte det op og vælge musikken og sætte sit præg på stykket

Kortere sæson

Annabella Dyrgaard havde gået på Den Kreative Dramaskole tidligere, og her har der siden 2017 blandt andet været tradition for at sætte en stor forestilling om pr. sæson, hvor både børn og unge er med, og hvor de medvirkende mere end 50 børn og unge er mellem 7 og 20 år.

Sådan en forestilling er der stadigvæk, men denne sæson forsøger man sig også med en egentlig ungdomsforstilling, noget som der ikke har været i Herlev siden 2018, hvor Den Kreative Dramaskoles daglige leder Ronnie Jeppesen opførte Herlev The Musical. Og Den Kreative Dramaskole og ungdomsskolen - eller UngHerlev - blev enige om at forsøge med et fælles projekt denne sæson.

»Det er en ny ting, vi prøver af, og jeg håber, at det bliver en ny tradition, så der skabes et sted, hvor unge mennesker kan mødes i et fællesskab om musical som et alternativ til skærmen, og et sted de kan udvikle sig personligt,« siger Ronnie Jeppesen, som også nævner, at sæsonen er tilpasset unge ved, at den varer fra september til januar og ikke fra september og til ud på foråret.

»Det passer tit gymnasieelever bedre, at de ikke skal sætte næsten et helt skoleår af, hvor der også er eksamener, og i stedet have et forløb kortere tid,« nævner han.

Komlpex, forestilling af Herlev Ungdomsskole og Den Kreative Dramaskole. Foto: Palle Bo Nielsen
Komplekse scener udspiller sig i Komplex. Foto: Palle Bo Nielsen

Unges egen indflydelse

Forløbet har haft en beskeden tilmelding denne sæson, hvor ni unge er med. Ronnie Jeppesen ser det som en begyndelse og tænker, at antallet meget vel kan fordobles næste sæson.

»Nu er det kickstartet, så må vi se, hvordan det udvikler sig,« siger han.

Det er Ronnie Jeppesen som har skrevet forestillingen, men de unge deltagere har selv præget indholdet med både idéer til replikker, dansetrin, musik og kostumer.

»Det er også de unge, som har lavet plakaten. Det er med til at give dem ejerskab over forestillingen at have den indflydelse,« fremhæver han.

For Annabella Dyrgaard betyder det også noget ekstra.

»Det er fedt ikke bare at medvirke, men også være med til at sætte det op og vælge musikken og sætte sit præg på stykket,« siger hun og fremhæver også, at problemerne i bofællesskabet, der er omdrejningspunktet i handlingen, giver en ekstra dimension for de unge, som er med.

»Det er udfordrendende og spændende, når ting som stoffer, vold og toksiske venskaber (giftige personlige relationer, red) er med i handlingen. Det gør, at det taler til en målgruppe af unge,« lyder det fra Annabella Dyrgaard.

Komplex spiller lørdag 17. og søndag 18. januar - begge dage klokken 15 - i Herlev Teaterbio. 

Komlpex, forestilling af Herlev Ungdomsskole og Den Kreative Dramaskole. Foto: Palle Bo Nielsen
Hvad sker der nu i bofællesskabet? Foto: Palle Bo Nielsen

LÆS OGSÅ: På biblioteket hylder de håbet 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!