Herlev Bladet

Klage over lokalplan på Hørkær forsinker nabobyggeri

Det ærgrer udvikleren af et byggeprojekt på Hørkær 5, at han skal vente på behandlingen af en klage over lokalplanen for Hørkær 1-3.

Sidste år i september blev lokalplanen for Hørkær 1-5 (Lokalplan 135) endeligt vedtaget efter mange sværdslag på kryds og tværs i kommunalbestyrelsen. Primært med udgangspunkt i en sag, hvor lejeren af Hørkær 1 mener, at hele ejendommen på Hørkær 1-3 (den tidligere radiatorfabrik) er bevaringsværdig. Det mener Herlev Kommune ikke, og efterfølgende har lejeren klaget til Planklagenævnet. Det ærgrer ejeren af Hørkær 5, SVANEN Gruppen, som ikke har noget med radiatorfabrikken at gøre.

»Vi har jo lavet Lokalplan 135 sammen med Ejendomsselskabet Olav de Linde (som vil udvikle på Hørkær 1-3, red.), selvom vores projekt er et ‘stand alone-projekt’. Efterfølgende har Cecilie’s (Hørkær 1, red.) klaget over lokalplanen, og den klagesag forventer man afgjort til sommer, men det går også ud over os, da det er den samme lokalplan, selvom der ikke er klaget over vores ejendom, så det er vi kede af,« fortæller medindehaver og udvikler Michael Brixhuus.

LÆS OGSÅ: Frivillige spiller banko og synger med beboere

Kan ikke vente

Planklagenævnet bekræfter modtagelsen af klagen og oplyser til Herlev Bladet, at man forventer at kunne færdigbehandle sagen senest ved udgangen af juni Forventningen bygger på en gennemsnitsbetragtning, idet nogle sager er mere komplicerede end andre, lyder det.

Ifølge Michael Brixhuus kan han ikke vente med at stikke spaden i jorden, men der er altså lige noget papirarbejde og en klage, der først skal være færdigbehandlet.

»Og så er det ellers fuld damp fremover,« fortæller han om byggeriet, der ifølge ham realistisk set får byggestart i år – cirka et år forsinket i forholdt til planen.

Derfor regner han også snart med at søge byggetilladelse. Der er i øvrigt tale om 96 boliger på cirka 9.000 kvadratmeter.

Artiklen fortsætter under billedet.

Byggeriet til venstre er Olav de Lindes, mens byggeriet til højre for den røde linje på Hørkær 5 er SVANEN Gruppens. Kilde: Herlev Kommune.

Vedtaget til oktober

SVANEN Gruppen har også planlagt at udvikle boliger på Vasekær 2-8. Hele 513 af slagsen på i alt 39.000 kvadratmeter. Her er lokalplanarbejdet i gang, men der er ikke vedtaget noget endnu. Det forventer Michael Brixhuus sker til oktober.

»Vi glæder os til at komme i gang, vi har allokeret ressourcer til det, og det er vigtigt for os, at tidsplanen holder, så vi gør, hvad vi kan for at presse på og har et godt samarbejde med kommunen,« siger han.

Han fastslår samtidig, at der ikke er nogen sammenhæng mellem byggeriet på Hørkær og dét på Vasekær udover ejerforhold. I samme forbindelse bemærker han, at man pt. har overtaget Vasekær 4, mens de andre ejendomme er betinget af, at lokalplanen falder på plads.

Herlev Bladet har også kontaktet Ejendomsselskabet Olav de Linde for at høre, hvornår man forventer at gå i gang med sit projekt på Hørkær 1-3, men selskabet ønsker ikke at kommentere, så længe klagesagen kører.

LÆS MERE: Det skal der ske på Vasekær

Illustration af SVANEN Gruppens boligprojekt på Vasekær. Kilde: SVANEN Gruppen.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!