Herlev Bladet

Klar til Aveny-T: Børn fra Herlev indtager Dirch Passers gamle scene

Fire hold fra Den Kreative Dramaskole i Herlev skal optræde med forestillinger på den klassiske teaterscene Aveny-T til april.

»Jeg kan godt lide historie og interesserer mig meget for gamle dage,« siger snart 13-årige Astrid Jespersen, som er blandt de børn og unge, der spiller skuespil på Den Kreative Dramaskole, som har hjemme i Herlevs kulturhus for unge: Klauzdal.

To af Astrids store interesser historie og teater bliver forenet med årets forestilling 'Båndet mellem os', hvor handlingen udspiller sig i 1930'ermes København i et familiedrama instrueret af Den Kreative Dramaskoles stifter og leder Ronnie Jeppesen.

I forestillingen spiller Astrid en syg bedstemor, en noget anden aldersklasse end hun selv er i.

»Det er udfordrende, og jeg skal lige huske det ved min stemme og mine bevægelser, når jeg spiller. Men det er fedt at prøve noget nyt,« siger hun.

Det er noget særligt at få lov til at stå på en scene, hvor nogle store personligheder har stået gennem tiden

Fascinerende scene

Det er ikke kun som led i rollen, at Astrid Jespersen kan kombinere interesserne for skuespil og historiens vingesus.

Når 'Båndet mellem os' opføres, er det ikke udelukkende i Herlev Teaterbio, at det foregår. Fire hold fra dramaskolen skal optræde på en af hovedstadens traditionsrige teaterscener, nemlig Aveny-T, hvor de alle opfører forestillingen.

»Det er fedt at prøve en helt anden scene end ellers og fascinerende at stå inde på sådan et stort og kendt teater foran publikum, både vores egne familier, men også andre der kommer udefra,« siger Astrid Jespersen.

Aveny-T, som ligger på Frederiksberg Allé, blev grundlagt som Fønix Teatret helt tilbage i 1918 - altså endnu tidligere end handlingen i 'Båndet imellem os' - og har gennem tiderne under forskellige navne lagt scene til store skuespillere som Dirch Passer, Bodil Ipsen, Malene Schwartz og Mads Mikkelsen blandt mange, mange andre. Stedet var var også et nybrud i teatergenren, da Dr. Dante indtog det gennem 1990'erne.

Jasmine Klit, 9 år, i forestillingen: Båndet mellem os. Den Kreative Dramaskole.
Jasmina Klit som kokkepige i forestillingen 'Båndet mellem os'. Foto: Palle Bo Nielsen

Give videre til børn

At give plads til nyskabelser har gennem mange år været en del af repertoiret på Aveny-T, og derigennem er samarbejdet med Den Kreative Dramaskole opstået.

»Det er noget særligt at få lov til at stå på en scene, hvor nogle store personligheder har stået gennem tiden, og det er samtidig også en anerkendelse af børnene og Den Kreative Dramaskole, at det kan lade sig gøre,« siger Silvia Rasmussen, som er manuskriptforfatter på stykket.

Silvia Rasmussen er udover sit engagement på Den Kreative Dramaskole også pædagogstuderende, og hun er stærkt optaget af både teater og at skabe fokus og et godt og inspirerende miljø for børn.

»Man behøver ikke at være Dirch Passer for at spille skuespil og have det sjovt,« fremhæver hun.

LÆS OGSÅ: Sidste års forestilling handlede om forsvunden flod 

Får gode venner

Blandt børnene fra Herlev, som skal optræde på Aveny-T, er også ni-årige Jasmina Klit, som spiller køkkenpige i stykket.

»Det er ret fedt at tænke på, at jeg skal optræde for alle de mennesker. Det kan godt gøre mig lidt nervøs, men jeg kan rigtig godt lide teater, det er rigtig sjovt,« siger hun.

Udover de interesserer sig for skuespil nævner Astrid og Jasmina begge fællesskabet på Den Kreative Dramaskole, hvor de har fået nye venner. Jasmina går på sit andet år, og Astrid er i gang med sit fjerde år. Og at mange hænger ved i længere tid, er Silvia Rasmussen også et eksempel på. Hun begyndte i sin tid som elev og er i dag underviser på dramaskolen.

'Båndet imellem os' kan opleves 5-6. april i Herlev Teaterbio og 11-12. april på Aveny-T.

LÆS OGSÅ: Glæden ved bøger bliver styrket i skolen 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!