Herlev Bladet

Klar til efteråret: Nu skal der tændes for sluk-knappen

Ro og fordybelse som alternativ til flimrende skærme er den røde tråd i Herlev Biblioteks program de kommende måneder, hvor der både er fokus på litteratur, skak, broderi, musik, teater og tog.

Det er noget usædvanligt at markedsføre sig selv med en appel om at slukke, men det er, hvad Herlev Bibliotek gør i resten af 2026, hvor temaet andet halvår er: Sluk.

Når man slukker for noget, kan man dog tænde for noget andet, og derfor er der en del arrangementer for børn og voksne, som kredser om at fordybe sig og ikke hele tiden have et hurtigt forbrug af tjenester på skærmen.

»Det passer meget godt som efterårstema, det er noget med lige at prøve at lukke lidt ned for omverdenen og fordybe sig og måske være lidt mere indadvendt eller mere rolig på en eller anden måde. Så der er noget årstidsmæssigt der,« siger kommunikationskoordinator Kristine Dalsgaard Larsen fra Herlev Bibliotek.

Alting går meget hurtigt, og det påvirker vores evne til at koncentrere os

Skak og broderi

Temaet 'Sluk' spiller ind i kritikken af hele tiden at være online og på digitale medier i disse år, hvor blandt andet skolerne er gået tilbage til mere analog undervisning over en bred kam.

»Alting går meget hurtigt, og det påvirker vores evne til at koncentrere os. Man ved, at de fleste i dag har noget kortere tid til koncentration, end man har haft engang, så der er jo den del af det, at man kan også slukke lidt for omverdenen i det hele taget og prøve at træne fordybelse,« fortæller hun om temaet og giver nogle eksempler på, hvad man kan koncentrere sig om på biblioteket i efteråret.

Blandt andet er der skakundervisning 2. september, og 6. oktober arrangerer Rikke Mia Skovdal en broderiworkshop.

»Hun kan fortælle en masse om, hvad det betyder at bruge hænderne på en eller anden måde.  Der er en hel masse forskning, der viser, at 30 procent af vores neurologi går fra hjernen til hænderne,« forklarer Kristine Dalsgaard Larsen.

Lyttesansen kommer også i fokus, når der 18. november slukkes for lyset, og der sættes et musikalbum på, som høres fra start til slut. Hjerneforsker Troels W. Kjær vil inden da, 28. september, forklare, hvad skærmene gør ved os.

Ud at læse med DSB

Herlev Bibliotek bevæger sig ved et enkelt omfattende arrangement væk fra de deres egne to bygninger og ned til et tredje sted i Herlev og faktisk ud på skinnerne og i et samarbejde med andre kommuner.

Litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen fra Herlev Bibliotek bemærkede en janaurmorgen i linje C, hvordan alle mennesker i S-toget sad med deres telefoner helt oppe i næsen. Det måtte der gøres noget ved, mente hun, og kontaktede efterfølgende DSB og de syv øvrige kommuner, som linje C kører igennem, fra Frederikssund til Gentofte, om de ville være med til et arrangement, hvor der sættes fokus på bøger og læsning på toglinjen. 

Som sagt så gjort. Tirsdag 8. september, som er FN's læsedag, er der biblioteker ved stationer i alle linje C-kommunerne, blandt andet i Herlev, der vil derudover blandt andet også være et læsetog, hvor man kan låne bøger, en samtalekupé, børnehaver som får læst højt i en vogn, og forfatterne Kim Fupz Aakeson og Stine Askov deltager også i dagen.

Artiklen fortsætter efter billedet 

Kirstine Dalsgaard Larsen (th.) og Anna Cecilie Björklund spiller skak, som er den første aktivitet i Villa Sluk. Foto: Thomas Frederiksen
Kirstine Dalsgaard Larsen (th.) og Anna Cecilie Björklund spiller skak, som er den første aktivitet i Villa Sluk. Foto: Thomas Frederiksen

Natdyr og Alfons Åberg

Når det gælder børnene bliver der især fokus på natten, mørket og dyrene i mørket.

»Vi kommer også til at have en tusmørkevandring, hvor familier med deres børn kommer til at gå i byen rundt, hvor en af vores formidlere kommer til at læse litteratur højt for børnene og deres familier, mens de går rundt her i tusmørket. Og så er der fokus på natdyr til vores familiefest, og hvad fantasien ellers har om monstre, når det bliver mørkt,« fortæller faglig formidler Anna Cecilie Björklund, der også nævner, at der 14. oktober bliver opført en teaterforestilling baseret på børneklassikeren, som mange generationer har læst siden 1970'erne: 'Godnat Alfons'.

I løbet af de kommende måneder vil en række både skøn- og faglitterære forfatter besøge de lokale biblioteker med afsæt i temaer og digitalisering og fordybelse. To skønlitterære forfattere, Martha Flyvholm Tode og Alen Meskovic, undersøger for eksempel en fremtid med mere AI og data 27. oktober.

Klimakonsekvenser ved AI

Apropos AI oplyser Raghavendra Selvan fra Københavns Universitet om klimakonsekvenserne ved den kunstige intelligens 5. november, og i et andet hjørne af digitaliseringen fortæller eks-influencer Tobias Hamann om at forlade de sociale medier og dykke ned i litteraturen 22. september.

De negative sider ved skærmforbrug er i høj grad i fokus på biblioteket dette efterår, men Kristine Dalsgaard Larsen konstaterer samtidig, at vi ikke kan undvære skærme, og de seneste 30-35 år har det i høj grad været biblioteker, som har stillet digitale tjenester til rådighed for borgerne.

»I dag kan man ikke forestille sig en verden med informationssøgning uden computer og internet, men man skal jo altid netop tænke over, hvad er det for nogle informationer, man støder på? Hvem har skabt de informationer? Hvordan tager vi det selv ind på en måde, hvor vi faktisk husker det? Så det er jo altid en balance,« siger hun og fortsætter:

»Vi har jo også prøvet at være meget åbne og interesserede i forhold til teknologi på alle mulige måder, og har jo også en børne-app, vi bruger til biblioteksformidling og en masse forskellige ting, men det skal jo hele tiden netop være med omtanke. Vi prøver selv at stoppe op her og sige: Okay, hvad giver mening, og hvad giver måske ikke altid mening?«

Sæsonen indledes for børn og deres familier til stor familiefest på Herlev Bibliotek lørdag 22. august klokken 10.15-11.30, det er gratis, men man skal sikre sig billetter. 

LÆS OGSÅ: Mellemblond begyndte til guitar i 3. klasse og har aldrig sluppet det 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!