Klumme fra herlevborger i Washington: Denne gang om NABOER
Ali Alfoneh arbejder som Iran-ekspert i Washington D.C., men besøger ofte Herlev, hvor han er opvokset og stadig har familie. I denne nye serie vil han som en slags Herlev Bladets korrespondent skrive om livet i præsidentens by og berøre de forskelle, der kan være mellem landsbyen Herlev og verdensbyen Washington.
Washington D.C. January 12, 2026
’Når du køber en ejendom, så kig ikke kun på selve bygningen. Gå en tur i nabolaget og find ud af, hvem der bor der. Det er dem, du skal leve med.’
Disse visdomsord kom fra min salige mormor, familiens matriark. Men tilbage i 1990’erne boede vi til leje i Muskathaven, og lejligheden fik vi anvist af kommunen. Vi var heldige og blev hurtigt venner med vores genbo – lad os kalde hende Fru Hansen – hvis tøj lugtede af cerutter og hund, og som lyttede til John Mogensen dagen lang. Hun spiste af og til sammen med os, min bror luftede undertiden hendes uregerlige puddel, og jeg hjalp hende indimellem med rengøringen. Forfærdelsen var stor hos mine forældre, da jeg engang tog imod 100 kroner for arbejdet, for man skal ikke have betaling for at hjælpe sine naboer. En dag kan det jo være, at man selv får brug for deres hjælp.
Mere dysfunktionelt var vores forhold til naboerne, da vi flyttede til Anishaven. Krisen begyndte allerede på flyttedagen, da min far borede i murværket efter klokken 19 – og lige ind i underboens nerver. Der blev ringet på døren, og udenfor stod en korrekt ældre herre, der med lejekontrakten i hånden harmdirrende forklarede, at man ikke måtte larme om aftenen. Min salige far bød ham ind til middag, hvilket han afslog. Da han var gået, genoptog min far borearbejdet – for hvad betyder nogle minutters borearbejde fra eller til? Åbenbart en hel del, skulle det vise sig, for der var kold luft mellem os resten af den tid, den stakkels mand og hans hustru boede i opgangen.
Senere flyttede en stor familie ind i samme lejlighed. Børnene, som legede på gaden, lod vandet i opgangen, så der stank som et pissoir, og nu var det min fars tur til at banke på. Men børnene behandlede os, som min far havde behandlet den ældre herre. Hvad betyder nogle dråber fra eller til, tænkte de sikkert. Så var der kold luft mellem os resten af den tid, vi boede der og vi ønskede hinanden derhen, hvor anis gror.
sådan er de jo, vores kære naboer – dem vi ikke altid selv kan vælge, mormors vise råd til trods
Klogere af erfaringerne flyttede jeg senere ind i min ungdomsbolig på Gåseholmvej, hvor der herskede et fortrinligt naboskab. Overboen var pensioneret mejerist, jeg bød ham på øl, han blev glad, og forholdet til de øvrige naboer var så godt, at de aldrig klagede, hvis jeg – efter lidt for meget Ribena-saft i byen – forsøgte at åbne døren til deres lejlighed.
Erfaringerne tog jeg med til Washington. Men i modsætning til Herlev, hvor folk vokser op, flytter til byen for at studere eller arbejde og siden vender tilbage for at stifte familie, bor de fleste kun midlertidigt i Washington: politisk udpegede embedsmænd, som ankommer med præsidenten og rejser hjem til deres delstat ved et magtskifte.
I min ejendom er vi derfor en lille kerne af veteraner, som har set folk fra Obama-, Trump-, Biden- og nu igen Trump-administrationen strømme ind og ud. Jeg holder af de fleste af dem: Naboen, som ryger hash (lovligt her Washington) mandag til torsdag, så jeg kan få en gratis high.
Genboen, en pensioneret søofficer fra Californien, der tydeligvis havde en pige i hver havn og nu får besøg af dem én efter én – han smiler og blinker til mig hver gang, jeg ser den heldige asen med en ny babe under armen.
New-Yorker-juristen, som på ejerforeningens årsmøde foreslog at indsamle DNA-prøver fra samtlige kræ i ejendommen for at kunne sagsøge den hundeejer, der ikke samlede efterladenskaberne op. Og for slet ikke at tale om en nu forhenværende republikansk formand for Repræsentanternes Hus, som købte tre lejligheder i ejendommen og terroriserede os med byggelarm i et helt år under pandemien.
Og sådan er de jo, vores kære naboer – dem vi ikke altid selv kan vælge, mormors vise råd til trods.

FAKTA:
Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.
Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.

Der er lukket for kommentarer