Klumme fra Washington - denne gang om at være spændt

Washington D.C., March 1, 2026

Dansk er et rigt sprog med ord for følelser, man knap nok forstår, før man selv har mærket dem. ’Spændt’ er et af de ord: Håbefuld, men også bekymret og alt det, der ligger imellem.

Når De læser disse linjer, er 93 millioner iranere, herunder nogle af Deres naboer i Herlev, spændte på, hvad fremtiden vil bringe for deres gamle land. De var så heldige at finde et hjem i det civiliserede, generøse og anstændige Danmark, men de kan ikke slippe tanken om det land og de familiemedlemmer og venner, de forlod.

Det regime, som jog dem på flugt, er under bombardement, men det er landets befolkning også. Internettet gjorde engang afstanden kortere, men med Iran afkoblet fra nettet og internationale telefonlinjer sidder de nu på Gåseholmvej og følger luftbombardementerne af Teheran og andre byer på CNN. De skammer sig måske over selv at være i sikkerhed, mens familiens skæbne er uvis.

Forestillingen om, at Iran en dag kan blive et normalt land, et sted, hvor ingen behøver at flygte fra

Den generation af danskere, som oplevede verdenskrigen og besættelsen, ved et og andet om at være spændt. Den ene dag levede de i et fredeligt og trygt land, den næste vågnede de til lyden af fly over København, der nedkastede OPROP-flyvesedler, og til støvletramp i gaderne. De må have følt en blanding af håb og frygt, efterhånden som de allierede styrker nærmede sig: Glæden over endelig at blive befriet fra værnemagten og angsten for den sovjetiske fremmarch og besættelsen af Bornholm, som mindede dem om, at historiens gang ikke altid bringer den frihed, man længes efter.

Eller tænk på generationen af danskere, der voksede op under Den Kolde Krig. Cuba-krisen i 1962 bragte verden til randen af atomkrig. Også i Danmark må man have fulgt nyhederne med tilbageholdt åndedræt, mens eksperter talte om missiler, rækkevidde og minutter til nedslag. Berlinmurens fald i 1989 udløste jubel, men også en nagende usikkerhed: Hvad ville de svækkede kommunistiske diktaturer gøre, når de blev presset af historiens kræfter? Også dengang må følelsen have været spændt, en sitrende fornemmelse af, at noget afgørende var ved at ske, uden at nogen vidste hvordan det ville ende.

Midt i al bekymringen føler Deres naboer af iransk afstamning nok også en stille optimisme. Forestillingen om, at Iran en dag kan blive et normalt land, et sted, hvor ingen behøver at flygte fra, og hvor eksil ikke længere er en livsbetingelse, men et valg. Et land, man kan besøge uden frygt og forlade uden sorg.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om frugten kvæde

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.