Klumme fra Washington - denne gang om bøger

Washington D.C., May 3, 2026

Deres hengivne holder af bøger med gang i den. Tag nu Det Gamle Testamente. Dets forfattere vidste, hvad der sælger: Sex og vold. Spækket med utroskab, incest, sodomi, snigmord, krige og massedrab er der noget for enhver smag.

I sammenligning fremstår Det Nye Testamente fromt og til tider monotont, men sidst i bogen belønnes de langmodige læsere med Johannes’ Åbenbaring, hvor der for alvor gives gas. Samme dramaturgiske økonomi finder man i Dantes Guddommelige Komedie: Et hæsblæsende Inferno efterfulgt af en gudsjammerligt kedelig Skærsilden og et endnu mere begivenhedsfattigt Paradis.

Hos Cervantes’ Don Quixote er der ganske vist gang i den, men den langtrukne joke om den forvirrede adelsmand og hans tro tjener bliver en kende tynd, når den smøres ud over tusind sider. Og så er der Melvilles Moby-Dick, klassikeren, der til fulde bekræfter Hemingways definition: Bøger, som ingen læser, men alle taler om. 

Deres hengivne udsatte sig dog for ’klassikeren’, hvis første og sidste halvtreds sider med en vis velvilje kan betegnes som skitser til en roman,  og de mellemliggende seks hundrede sider er leksikale opslag om hvalfangst, skrevet i et vokabular lånt fra King James Bible.

I den modsatte ende af spektret står bøger, hvor der absolut intet sker fra første til sidste side. I Manns Trolddomsbjerget besøger den unge ingeniør Hans Castorp sin fætter på et tuberkulosesanatorium i de schweiziske alper, men ender med at tilbringe syv år dér, hvor intet af betydning indtræffer, før han til sidst drager ud i verdenskrigen. Mann føjede spot til skade ved i et senere essay at forlange, at vi læser de syv hundrede sider to gange.

Nørgaard og Pezeshkzad ville i øvrigt have nydt hinandens selskab over en flaske Bordeaux: Hun skrev om Danmark under tysk besættelse, han om Iran under britisk-sovjetisk besættelse

De kunne nu alligevel noget, Cervantes og Mann, som inspirationskilder. Tænk blot på Nørgaards Matador, nok inspireret af Manns egentlige mesterværk, Buddenbrooks, skrevet i en alder af blot 25 år. Eller Pezeshkzads My Uncle Napoleon, hvor familiens paranoide patriark og hans tjener tydeligt er modelleret over Don Quixote og Sancho Panza. 

Nørgaard og Pezeshkzad ville i øvrigt have nydt hinandens selskab over en flaske Bordeaux: Hun skrev om Danmark under tysk besættelse, han om Iran under britisk-sovjetisk besættelse – og begge om standssamfundets gradvise kollaps, middelklassens fremvækst og kvinders forandrede rolle i samfundet.

Der kan imidlertid også være for meget action. I Dumas’ De Tre Musketerer og Greven af Monte Cristo, Hugos Les Misérables eller Browns Da Vinci Mysteriet udsættes den sagesløse læser for så mange karakterer og begivenheder, at pulsen aldrig falder til ro. De gamle persiske oversættelser af Dumas er tilmed væsentligt længere og saftigere end originalerne, idet de udkom som avisføljetoner, og oversætteren Zabihollah Mansouri, efter sigende, mangedoblede de erotiske passager for at holde de iranske læserne fast, og honoraret oppe.

Den gode roman balancerer, som så meget andet i livet, mellem for meget og for lidt. For lidt handling, og læseren strander i et sanatorium. For meget, og han mister orienteringen i et virvar af dueller, revolutioner og konspirationer. Mellem disse yderpunkter ligger litteraturens egentlige kunst: Ikke blot at underholde, men at fastholde opmærksomheden uden at undervurdere læserens intelligens. Det er en disciplin, som selv de største kun lejlighedsvis mestrer, og som Deres hengivne fortsat leder efter, bog efter bog, fra Hjortespring Bibliotek i Dildhaven til Kongresbiblioteket i DC.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om burgere

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.