Herlev Bladet

Klumme fra Washington - denne gang om caféer

Ali Alfoneh arbejder som Iran-ekspert i Washington D.C., men besøger ofte Herlev, hvor han er opvokset og stadig har familie. I denne serie vil han som en slags Herlev Bladets korrespondent skrive om livet i præsidentens by og berøre de forskelle, der kan være mellem landsbyen Herlev og verdensbyen Washington.

Washington D.C., April 20, 2026

Deres hengivnes forældre datede i sin tid hinanden på den litterære Café Naderi i Teheran. Selv lod jeg, hvad der måtte være tilbage af Statens Uddannelsesstøtte efter uundgåelige besøg på Toga Vinstue, finde vej til Café Kys i Indre By eller til Kaffesalonen med udsigt over søerne i København. Nu om dage er de foretrukne mødesteder Espresso House i Herlev Bymidte og Roasting Plant Coffee på hjørnet af L og 19. gade i det nordvestlige Washington, D.C. – med kaffen ledsaget af en kardemommesnurre det første sted og en mandelcroissant det sidste.

Før verden gik af lave, var en café et sted, hvor man kunne sidde fordybet i sin bog, mens sidedamen var lige så opslugt af sin. Her kunne kommunikationen tage to dannede former: Et anerkendende nik – eller en samtale, der varsomt tog form hen over nabobordet. Disse små udvekslinger, de smilende servitricer, kaffen og måske croissanten gjorde dagen en smule lysere.

Eller også hentede man dagens avis fra avisspyddet på caféen og fulgte med i nyhederne, mens den varme, opkvikkende drik gjorde sit stille arbejde. Når læsningen var til ende, lod man blikket vandre i lokalet og byttede med en vis selvfølgelighed avis med en anden gæst: Information til gengæld for Jyllands-Posten, eller Politiken i bytte for Berlingske Tidende, eller en sjælden gang Weekendavisen, for til sidst at nå til den erkendelse, at Kristeligt Dagblad var den bedste avis, man aldrig selv havde fået taget sig sammen til at abonnere på. Cafébesøget bød således på en alsidig orientering, der rakte langt ud over ens egne forudindtagede meninger.

Går man endnu længere tilbage, var caféer deciderede politiske samlingssteder. I Mekka beværtede man pilgrimme i kaffehuse, og skikken bredte sig i det 16. århundrede til Osmannerriget og Persien. Fra begyndelsen tiltrak de lærde, digtere, højtstående embedsmænd og forretningsfolk og fik tilnavnet madrasat al-‘ulama – de lærdes akademi. Dermed åbnedes også et frirum for politisk samtale, ofte til kongemagtens ubehag, hvilket lejlighedsvis førte til lukninger af frygt for sammensværgelser – eller til gejstlighedens indvendinger om, at de holdt folk fra gudvelbehagelige gerninger som bøn.

før verden gik af lave, var en café et sted, hvor man kunne sidde fordybet i sin bog, mens sidedamen var lige så opslugt af sin

Den indsigt savnede de franske konger, som så kaffehusene udvikle sig til revolutionære agitationsrum op til 1789. Heller ikke Kong Faruk af Egypten holdt tilstrækkeligt øje med de kredse, hvor oppositionen mod monarkiet modnedes – hverken i officerskorpset eller på den litterære Café Riche, der samlede Kairos eliter, hvis voksende antikolonialisme også antog en antimonarkistisk form forud for kuppet i 1952.

Starbucks var muligvis en forbedring af den amerikanske kaffekultur, som engang bød på intet andet end diners og tarvelig filterkaffe, men det var en katastrofe for den europæiske kaffekultur - tænk blot på, at en af slagsen nu findes ved Trevifontænen i Rom. Reaktionen mod giganten fra Seattle har frembragt en ny generation af caféer i USA, herunder Roasting Plant Coffee, hvor Deres hengivne mødes med andre Iran-eksperter i byen. Men samtalerne er blevet mere dæmpede, og der hersker en stiltiende enighed om ikke at omtale præsidenten for højt – man ved aldrig, hvem der sidder ved nabobordet. Her planlægges hverken revolutioner eller kup, men kritik kan føre til udelukkelse fra administrationen, som i forvejen ikke bryder sig om eksperter og ekspertise.

Så hellere Espresso House i Herlev. Her findes ganske vist hverken avisspyd eller trykte dagblade, men mobiltelefonen forbliver i lommen. Den må vige pladsen for de åbenhjertige samtaler med gamle gymnasielærere i, hvad der vel må betegnes som verdenshistoriens længste og mest behagelige samfundsfagstime. I selskab med fordums klassekammerater og andet godtfolk fra byen genfinder man her den menneskelige kontakt, som de moderne tider ellers truer med at gøre til en sjældenhed. Og så kan man vel også medbringe sit eget eksemplar af Herlev Bladet for at genopleve verden af i går.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om Davidsstjernen

Billedet er fra Café Riche i Kairo fra Januar 2006 med den egyptiske nobelprisvinder i litteratur Naguib Mahfouz i baggrunden.

 

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998. 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!