Klumme fra Washington - denne gang om Davidsstjernen

Washington D.C., April 14, 2026

»Jeg er jøde. Hvad tænker du om det?«, spurgte, lad os kalde ham David, fra parallelklassen på Hjortespring Skole, undertegnede i et frikvarter en sommerdag i 1991, mens han fremviste den davidsstjerne, han bar om halsen. Spørgsmålet kom uventet, men svaret faldt prompte: 

»Jeg kommer fra et land med den største jødiske befolkning i Mellemøsten uden for Israel. Iranske jøder har 3.000 års historie, og jeg tænker i øvrigt ikke over mine skolekammeraters religion. Hvorfor spørger du overhovedet om det?«. »Ingenting, jeg ville bare vide, hvad du tænker,« svarede han. Og dermed ebbede samtalen ud i skolegårdens støj.

Deres hengivne voksede op i en familie, hvor børn lærte aldrig at spørge andre om deres religion. Hvad vedkommer andres tro os? Og hvad hvis de tilhører et udstødt eller forfulgt mindretal, som de voksne plejede at sige.

Skolekammeratens spørgsmål var dog ikke helt uden baggrund. På skolen var der også børn af palæstinensiske flygtninge, fordrevet af den israelske hær til lejre i Libanon, som bragte Mellemøstkonflikten med sig til Herlev. For dem var konflikten ikke abstrakt, men en arv. Under tiden havde de vanskeligt ved at skelne mellem staten Israel og danske jøder, ikke ulig den danske offentlighed i dag, hvor muslimer ofte stilles til ansvar for handlinger begået i Islams navn.

Svaret til skolekammeraten kunne have været mere udførligt. Det kunne have rummet en erindring fra midtfirsernes Tehran, hvor Deres hengivne blev angivet af en klassekammerat for ikke at råbe slagord imod Israel i skolegården.

hvad ville der ske, hvis iranere i Danmark blev holdt ansvarlige for den iranske stats handlinger?

Eliteskolen Fath, indrettet i en konfiskeret velhavervilla i det hovedrige Darrus-kvarter i Tehran, var både en skole og et socialt eksperiment: 75 procent betalende børn fra velhavende, ofte sekulære familier, og 25 procent børn af martyrer fra krigen mod Irak, overvejende fra fattige og religiøse familier i Syd-Tehran. Tanken var, at vi skulle lære dem gode manerer, og de skulle tilføre os religiøsitet. Eksperimentet slog fejl, men det er en anden historie. Angiveren og Deres hengivne endte til afhøring hos inspektøren, som affærdigede sagen som en bagatel. Skolen fattedes penge under krigen, og der fulgte ingen disciplinære konsekvenser.

Venskabet gik dog i stykker. Angiveren og hans familie blev betragtet som regimets øjne og ører. Vi havde aldrig besøgt dem før, men nu ophørte invitationer til fødselsdage, og han blev frosset ude i klassen.

År senere, i 2006 i Washington, modtog Deres hengivne en e-mail. Afsenderen var angiveren, som i mellemtiden var emigreret til Toronto, i Canada. Undskyldende forklarede han, at han og hans familie var iranske jøder, og at angiveriet dengang var et forsøg på at undgå selv at blive udelukket fra skolen.

Det, der havde været had, blev til harme. Ikke mod ham, men mod de omstændigheder, som tvinger mennesker til at beskytte sig selv ved at skade andre. Mod systemer, der gør børn til angivere og klassekammerater til fjender, krige som skaber flygtninge og arvelige konflikter fra Mellemøsten til Herlev.

Måske var det netop det, skolekammeraten i skolegården uden selv at vide det forsøgte at spørge om den sommerdag i 1991. Ikke hvad jeg mente om jøder, men hvordan det er at blive gjort til noget, man skal forklare sig for.

Vejspærringen og bevæbnede vagter uden for synagogen i København, lige overfor hovedbiblioteket, vidner om civilisationens triste tilstand. Hvorfor skal danske jøder stilles til ansvar for den israelske stats handlinger? Hvorfor skal muslimer i Danmark forklare sig for forbrydelser begået i religionens navn? Og hvad ville der ske, hvis iranere i Danmark blev holdt ansvarlige for den iranske stats handlinger? Måske er svaret det samme som dengang i skolegården: Sådanne spørgsmål skaber ikke forståelse, men afstand.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om radio

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.