Klumme fra Washington - denne gang om dystopi

Washington D.C., 22. august, 2026

»Så er vi ankommet,« sagde den venlige Uber-chauffør til Deres hengivne forleden nat. 

Men det var vi jo ikke. Han var standset to gader fra ejendommen. Havde det ikke været for en tung kuffert, kunne man have tilbagelagt resten af vejen på få minutter, men efter en lang flyrejse var biltransport trods alt at foretrække. 

»Kig engang på Deres telefon, hvor min adresse står anført. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg ikke residerer i Washingtons appelret.«

Lige lidt hjalp det. Ifølge Ubers navigationssystem var vi nået frem til den rette adresse. Til sidst tilbød Deres hengivne chaufføren fem dollar i drikkepenge for at stige ud af bilen og besigtige vejskiltet, så han ved selvsyn kunne konstatere, at adressen dér afveg fra den, der stod i systemet. Han tog gladelig imod pengene og betragtede skiltet, men stolede fortsat mere på navigationssystemet end på sine egne øjne. Endeligt dirigerede Deres hengivne ham de sidste to gader hjem, hvilket han gjorde modvilligt og mest for at slippe af med sin besværlige passager.

Dagen efter var den gal igen. Deres hengivne bestilte dagligvarer gennem Instacart, og nogle timer senere ringede buddet og meddelte, at hun var nået frem. Nede på gaden var der imidlertid ingen leveringsbil i sigte. Da Deres hengivne bad hende tage et billede af omgivelserne, viste fotografiet Washingtons appelret. 

Efter adskillige telefonsamtaler og megen parlamenteren aflyste Instacart leveringen med henvisning til en ’fejlagtig adresse’, men var dog generøs nok til at love pengene tilbage.

Mysteriet blev opklaret under en senere spadseretur gennem kvarteret. De omkringliggende gader var delvist afspærret af Nationalgarden i forbindelse med ’Freedom 250 Grand Prix’. Ganske vist var Deres hengivnes egen gade ikke spærret, men myndighederne havde tilsyneladende fået navigationssystemerne til at lede trafikken bort fra de veje, der var reserveret til racerløbet.

når skærmen og virkeligheden modsiger hinanden, er det ikke længere skærmen, vi betvivler. Det er virkeligheden

Oplevelsen satte adskillige tanker i gang. Både Uber-chaufføren og Instacart-buddet nærede større tillid til navigationssystemet end til deres egne øjne. De stod foran et vejskilt, der fortalte dem, hvor de befandt sig, men foretrak den elektroniske virkelighed frem for den fysiske.

Hvis myndighederne så let kan få et helt kvarter til at forsvinde fra elektroniske kort, hvad kan de da ellers ændre i den digitale verden? 

I Kina censurerer den kunstige intelligens DeepSeek spørgsmål om protesterne og massakren på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989. Den er lige så fåmælt om de koncentrationslejre, hvor landets etniske og religiøse mindretal udsættes for såkaldt genopdragelse, og Deres hengivne har haft mangen en samtale med herboende kinesere, som affejer historierne som anti-kinesiske propaganda.

Vesten er næppe immunt. Velhavende enkeltpersoner, virksomheder og stater betaler for at få ubehagelig omtale skubbet ned i søgeresultaterne. Sociale medier undertrykker visse historier og fremhæver andre. Sandheden slettes ikke nødvendigvis. Den begraves blot så dybt, at de færreste finder den. Og dette er kun begyndelsen. 

Google Books og Project Gutenberg har digitaliseret millioner af bøger. Det er i sig selv en kulturel bedrift, men hvad sker der i en verden, hvor færre ejer fysiske bøger, og hvor næsten al viden formidles gennem digitale platforme? Hvem opdager en ændring i en tekst, hvis originalen står ulæst på et magasin eller for længst er kasseret?

Derfra er der ikke langt til historisk revisionisme. Led Napoleon nederlag ved Waterloo, eller vandt han? De fleste vil måske spørge, hvilken forskel det gør i deres dagligdag. Netop deri ligger faren. Når sandhed og løgn opleves som lige gyldige, bliver den, der kontrollerer skærmen, også herre over fortiden – og dermed over grænserne for, hvad vi kan forestille os i fremtiden.

Det dystopiske består derfor ikke blot i, at maskinerne kan vildlede os. Det består i, at vi frivilligt har lært at tvivle på vore egne øjne. Når skærmen og virkeligheden modsiger hinanden, er det ikke længere skærmen, vi betvivler. Det er virkeligheden.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om hawaiiskjorter

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.