Klumme fra Washington: Denne gang om forsikringspræmien

Bangkok, 9. august, 2026

'Vorherre holder hånden over tåber, drukkenbolte og Amerikas Forenede Stater,’ skal den tyske rigskansler Otto von Bismarck have sagt. Bismarck var bestemt ingen ven af Danmark, og citatets ægthed er omstridt, men der er noget om sagen: Uanset hvor tåbeligt amerikanske præsidenter opfører sig, synes landet altid at klare sig alligevel.

Se blot på de seneste årtiers udenrigspolitiske eventyr. I 2001 invaderede USA Afghanistan for at styrte Taliban-regimet. Derefter besatte amerikanerne og deres allierede, herunder Danmark, landet i næsten tyve år, blot for i 2021 at overlade magten til selvsamme Taliban.

I 2003 invaderede USA Irak, igen med dansk deltagelse, og besatte landet i otte år. Krigen styrkede ikke blot Iraks naboland og USA’s regionale modstander Iran, men skabte også grobund for islamistiske terrorbevægelser som Islamisk Stat.

I 2011 bombede USA og dets NATO-allierede Libyen og bidrog til at styrte Muammar Gaddafi. Siden er landet i praksis blevet delt mellem rivaliserende magtcentre, mens borgerkrigen fortsætter på lavt blus.

USA engagerede sig også i Syrien, hvor resultatet blev, at Bashar al-Assads sekulære diktatur i december 2024 blev erstattet af Ahmed al-Sharaa, tidligere kendt som Abu Mohammad al-Jolani. Han havde en fortid i al-Qaeda og den irakiske jihadistbevægelse, hvorfra Islamisk Stat senere udsprang. Under et besøg i Det Hvide Hus forsøgte præsident Donald Trump at overdøve stanken af terrorisme ved at sprøjte sin parfume på al-Sharaa og præsentere ham som en reformeret statsmand.

Endelig har USA nu indledt endnu en krig, denne gang mod Iran. Krigens formål kendes ikke af nogen – måske heller ikke af den amerikanske præsident.

Krigene har kostet amerikanske liv og skattedollars og er med til at sætte den amerikanskledede verdensorden, som har hersket siden afslutningen på Anden Verdenskrig, over styr. Men for den brede amerikanske befolkning er konsekvenserne knap mærkbare i dagligdagen. Hvad angår de hundredtusinder af døde og millioner af fordrevne i Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika, tæller de knap nok i Washingtons beregninger.

'Vorherre holder hånden over tåber, drukkenbolte og Amerikas Forenede Stater,’ skal den tyske rigskansler Otto von Bismarck have sagt

Den danske stat stillede fra første færd sine tjenester til rådighed for USA’s udenrigspolitiske eventyr, og danske politikere leverede mere eller mindre fantasifulde begrundelser for krigsdeltagelsen. Hvis terrorismen ikke blev bekæmpet i Langtbortistan, ville Danmark blive tvunget til at bekæmpe den på dansk grund. 

Afghanske piger skulle sikres skolegang. Irak havde tilsidesat FN’s krav om afvæbning, og regeringen hævdede, at tidligere resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd gav tilstrækkelig juridisk hjemmel til krigen – også uden en ny resolution, der udtrykkeligt godkendte invasionen.

Siden måtte danskerne sørgeligt erkende, at terrorismen alligevel skulle bekæmpes på dansk grund. Ingen danske politikere har siden følt sig kaldet til fortsat at sikre afghanske pigers skolegang, og Danmark har heller ikke angrebet andre stater, der nægter at samarbejde med FN.

Ikke desto mindre gjorde Danmark det rigtige, og ingen dansk soldat døde forgæves. Den egentlige, men unævnelige begrundelse for dansk krigsdeltagelse var nemlig, at den fungerede som en forsikringspræmie: Danske politikere fulgte USA, uanset hvor tåbeligt landets ledere opførte sig, i forventning om, at USA til gengæld ville komme Danmark til undsætning ’den dag de røde russere kommer – og det gør de nok igen’.

Med Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus går det regnestykke ikke længere op. I både ord og handling undergraver han bestandigt troværdigheden af Atlantpagtens artikel 5 – og dermed selve det grundlag, som medlemsstaternes sikkerhed hviler på.

Det kan ikke udelukkes, at danske politikere endnu en gang vil stille danske skattekroner og soldaterliv til rådighed for Amerika. Men andre vil med god grund argumentere for, at pengene og soldaterne i stedet bør bruges på at forsvare Grønland mod – ja, gæt engang hvem.

Et andet berømt citat, som ofte tillægges Winston Churchill, lyder: ’Man kan altid stole på, at amerikanerne gør det rigtige – når de først har udtømt alle andre muligheder’. Man kan håbe, at Churchill havde ret. Men håb er som bekendt en fattig erstatning for strategi.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om udlandsrejser

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.